Anderledes nytårsaften

Dette indlæg starter og slutter med discodansende beduiner. Så er I advaret.

Hej læsere!

Beklager stilhed på bloggen, men er i et uland (i al fald internetmæssigt) og har ikke været online i flere dage. Til gengæld har jeg været på stranden, så ingen klager herfra. 

Her kommer en lille reportage fra min nytårsaften:

Per og jeg fløj til Egypten på årets sidste dag. Min veninde fra Politiken, Annelise, var på samme fly sammen med sin veninde, så vi besluttede os for at bælle bobler sammen. Vi ankom til Sharm El Sheikh, fremover kendt som helvede på jord, efter en flyvetur med alt for mange børn, og blev indchecket på et hotel hvor alt - inklusiv låsene til døre og vinduer - var itu.

Flygtede til bedre og dyrere hotel i centrum af infernoet, og forsøgte at få humøret op med hjælp fra min gode ven champagne. Jeg havde håbet på at markere slutningen på et af de bedste år i mit liv og starten på et, der forhåbentligt bliver endnu bedre, med en champagne med lige så meget krudt i som fyrværkeriet, men det satte lufthavnens sølle udvalg en stopper for. Men fik en fin, omend lidt mainstream Laurent-Perrier, som var tusinde gange bedre end ingenting.

Annelise og hendes veninde Kristine havde købt kransekager, så vi forsøgte at efterleve traditionerne og drikke bobler, spise kransekage og streame dronningens nytårstale. Nettet virkede ikke helt, men efter at have hørt halvandet minut kunne vi gætte os til resten.

Lidt champagnefjollede begav vi os ud i den lune nytårsaften for at finde et sted at fejre den. Vi fik fin sushi på en lidt for lounget klub, hvor der var alt for mange danskere. Jeg har altid troet at rygterne om danskere som uhøflige og stærkt berusede var overdrevne, men efter en middag her er jeg enig i alle fordomme. Vi skammede os over at komme fra samme land som de andre danskere, der var på restauranten. De var bevidstløse af druk før aftensmaden, og gjorde hvad de kunne for lade ALLE andre det vide. Manerer, folk, manerer.

Humøret blev højere da vi fik en goodie bag med nytårspynt. Per var mere begejstret i virkeligheden end han er her på billedet. Den lyserøde hat matchede hans hår enormt godt.

Efter middagen gik vi ud for at finde en tagterrasse, hvor vi kunne komme lidt på afstand af Sharm. Alle steder spiller dårlig og meget, meget højt techno/dance/housemusik, alt er MEGET turistet og selvom folk er søde er de bare lidt for ihærdige i forsøget på at sælge dig souvenirs/mad/selskab. 

Vi fandt ingen tagterrasse, så vi flygtede ned til stranden, hvor vi sad og ventede på fyrværkeriet og ærgrede os over, at vi ikke havde taget champagnen med.

Vi sneg os ud på en bådebro, hvor der ellers var adgang forbudt. Og derude, under stjernerne og på behørig afstand af skærsilden, hyggede vi os og nød at aftenen var så lun, at vi næsten ikke behøvede at have jakker på.

Da vi blev lidt for kolde og det var lidt for lang tid siden sidste glas champagne gik vi op til promenaden, hvor vi satte os på en traditionel turistet arabisk café. Det var ret fint at sidde rundt om et bål under stjernerne med og kigge på de svævelamper, folk sendte ud over havet. Annelise og Kirstine havde sørget for pynt, så med lidt glimmerhatte, guldstrimler og en masse god vilje kom vi i nytårshumør.

Eneste minus var den forfærdelige musik. Ligesom alle andre steder i Sharm spillede de elendig techno/dancemusik, og flere numre hørte vi mere end ti gange på få timer.

Til gengæld dansede beduinerne amok til musikken, så aftenens underholdning var reddet. De dansede faktisk så hurtigt, at kameraet ikke kunne følge med, så her er et af aftenens fejlskud:

Det sidste Annelise og Kristine sagde til os før vi gik hver til vores var, at de måtte komme væk fra det her sted så hurtigt som muligt. Vi var også ganske tilfredse med at vide, at vi når vi vågnede ville være på vej til Dahab, som er paradis sammenlignet med Sharm.

Her er vi nu, og åh, hvor er det skønt. Men selvom det var en lidt forfærdelig nytårsaften, så var den også ret sjov. Nu glæder jeg mig bare til resten at årets fester.