Aaaaahhhhhh! Livet er bare lidt sødere når solen skinner, poolen skvulper, benene er brune, bølgerne er lune og udsigten får ens hjerte til at smelte. Jeg er i Dahab, og det er godt. Godt for humøret, godt for eksamenslæsningen, godt for øjnene, godt for mig. Og godt for 2012, der ellers fik en lidt atypisk start med en nytårsaften, der ikke går over i historiebøgerne som verdens bedste. Men som en af de mest syrede, måske...
Vi bor på Hilton, og selvom jeg normalt bedre kan lide små, personlige boutique-hoteller, så må jeg indrømme, at jeg har overgivet mig. Her er smukt, stranden er fantastisk, nettet virker og hængekøjen er vidunderlig.
Jeg skal svømme mange kilometer i den her pool (jeg skal bare lige løsrive mig fra havet først).
Og sengen er perfekt, hvilket er særdeles tiltrængt efter et par sene nætter og tidlige morgener.
Selve Dahab er vildt charmerende. Rodet og kaotisk som byer i den her del af verden skal være, men afslappet, hyggelig og fyldt med gode mennesker, i modsæning til Sharm el Sheikh, som ikke står øverst på listen over steder, jeg gerne vil tilbage til. Afhøringslokalet i Sri Lankas lufthavn står faktisk højere, og det siger en del.
Her er masser af typiske arabiske cafeer og restauranter, hvor man slænger sig på de mangefarvede hynder, puder og tæpper rundt om bålene,og så kan ligge og tælle stjerner mens man venter på sin myntethé. De fleste steder er ikke overdækkede, så det føles lidt som den slags arabisk ørkennat, man drømmer om.
Dagene bruger jeg på at læse (eksamenslæsning og ikke skønlitteratur, desværre, men det er rart endelig at være i gang), bade (kun mig, Per synes det er for koldt) og nyde solen, som jeg har savnet tusinde gange mere, end jeg anede.
Per laver ikke så meget andet end at være flot i solnedgangen og arbejde en smule. Og på at være enig med Christopher Hitchens.
Havet har den fineste blå farve, som matcher sommerneglelakken ret perfekt. I morgen skal vi ud at snorkle, jeg glæder mig til at få vind i håret under sejlturen og forhåbentligt se en masse koraller og fisk.
Men det allerbedste er bjergene. Døgnet rundt er de magnetisk smukke, men når muezzinerne fra moskeerne luller solen i seng bag dem med deres solnedgangssang er de overjordiske i deres skønhed. Jeg bliver aldrig træt af at kigge på bjerge.
Jeg bliver heller aldrig træt af min hængekøje, som burde være obligatorisk i alle hjem. Overvejer lidt at stjæle den og hænge den op foran ovnen, men det er nok ikke helt det samme uden udsigt til bjerge og hav og den der blide brise. Det bliver hårdt at forlade, det her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar