Palermo til Trapani til Favignana til bølgen (turkis)blå

Dag 9, mandag, var præget af ture – busture, togture, løbeture, sejlture, gåture i regnvejr og gåture i solskin.

Det er i øvrigt kun på bloggen, at vi har styr på hvilken dag eller dato det er, vi sidder og kigger spørgende på hinanden og prøver at regne os frem til, hvor vi er kommet til hver gang, vi skal skrive det.

Nå, men til sagen. Eller turene, rettere.

Vi skulle op omkring kl.8, hvilket er usandsynligt tidigt for os hernede. Med lidt søvn i øjnene og meget i sindene stod vi op, droppede morgenmaden fordi vi ikke havde tid, kastede vores lidt snavsede tøj i taskerne og var up and away igen. Vi besluttede os for at gå de cirka 2,5 kilometer til togstationen, for vi kunne ikke overskue busserne og havde ikke råd til taxaen.

Det første vi så var den her:

Et teater, vist nok. Vildt smuk i morgensolen. Ligesom Clara.

Vi gik gennem gaderne i småregnen, der dryppede ned på os fra meget mørke skyer. Byen var næsten cubansk i sin storslåede skønhed og endnu større forfald. Der er beskidt, bygningerne er forfaldne og det hele hænger lidt i laser. Sidegaderne lignede hver deres lille eventyr, og selvom vi var lidt trætte af at spadsere fik vi lidt lyst til at vandre ud i verden på hver eneste af dem.

Efter en times gåtur i silende regnvejr - blandt andet med en meget trofast hund som følgesvend - kom vi endelig til stationen. Glade og lettede gik vi mod billetsalget – og så gik det op for Michelle, at det var den forkerte station, vi lige havde brugt en time på at komme hen til. Hvilket hun godt vidste. Men havde glemt.

Først prøvede vi at finde en taxa til den anden station – der selvfølgelig ligger i den anden ende af byen – men alle chaufførerne ville have uhyrlige og uretfærdige summer. Så vi fandt en bus i stedet. Bussen kom, vi steg ombord, skulle til at betale for billetten – og får så at vide af den meget søde buschauffør, at man skal købe biletten på perronnen. Vi styrter ud af bussen, vælter næsten en meget gammel mand på vejen, venter utålmodigt i køen, får billetten, og løber tilbage til bussen, der meget sødt ventede på os. De søde passagerer sendte vores billetter hele vej ned gennem bussen og fik dem stemplet (vi steg på i den forkerte ende af bussen), og så kører vi endelig. Chaufføren, en gammel mand, er helt vildt sød og inviterer os på ferie med hans familie næste sommer.

Endelig kommer vi til den rigtige togstation, vi finder nogle gode siddepladser og sætter os ned, allerede lidt trætte og udasede efter en hård men sjov start på dagen. Michelle faldt i søvn i toget:

Turen er en af de smukkeste, vi har været på indtil videre – landskabet bød på smukke kyststrækninger, vilde strande, golde, store bjerge, vinmarker, flere vinmarker og lidt flere vinmarker. Det var vildt smukt.

 Det hele var lidt western-agtigt, himlen var tæt på og skyerne hang lavt og der lugtede af hø og halm og en hel sommers solskin.

 Vilde skyer

 Clara har det sjovt

 Clara fanger ting, der blæser ind ad vinduet

 Michelle blev tørstig af at se på alle de smukke vinmarker

 Vi hang ud af togvinduet og blev blæst igennem og var på eventyr

 Clara kunne godt lide udsigten

Da vi kom til Trapani var toget forsinket, og alle taxachaufførerne sov, så vi var nødt til at løbe – som i rigtig hurtigt – genem hele byen og langs kajen for at nå færgen. Da vi kom til Favignana var vi trætte og glade og lettede og sultne og TØRSTIGE. så vi drak tre flasker vand med brus og citron i.

Om eftermiddagen tog vi ud at bade på en smuk lille strand. Vi gik derhen i eftermiddagsheden og gåturen var fantastisk, men vi havde ikke kameraet med.

Mere om Favignana i morgen – vi kommer blandt andet til at skrive om en af verdens smukkeste strande.

Dag 8 - (tog til) Palermo

Søndag morgen stod vi i et dilemma – et af livets svære valg. Skulle vi blive i smukke Taormina og svømme og solbade på smukke stenstrande og i fine bugter, eller skulle vi tage til eventyrøerne Levanzo og Favignana på den anden side af Sicilien?

Eventyrlysten (og frygten for brandmænd) vandt, og efter at have sovet længe, mhmm, længe, og spist fin morgenmad inklusiv friskpresset appelsinjuice (appelsinerne smager bare bedre på Sicilien...)  på hotellets fine morgenmadsrestaurant, en terrasse/have med citrontræer, palmer og grøn græsplæne, bevægede vi os ud i verden. Vi skulle finde busstationen og tage en bus til togstationen i Taormina, som der er flere kilometer til fra Taormina – byen er bygget på bjerge, som toget er nødt til at køre udenom eller igennem, så stationen ligger i den nærmeste by på hav-niveau. Per og jeg gik en gang turen fra stationen til byen – opad, vel at mærke – fordi vi ankom med et nattog kl.midt-om-natten og alle taxachaufførerne sov. Det gør de tit i Italien, mere om det senere.

Vi fandt bussen, betalte dyre domme for billetten, og så begyndte eventyret. Chaufføren var en gal italiener, der råbte og skreg af sin mor på mobiltelefonen, og bussen var 7 minutter forsinket før den kørte fra busstoppet 12.22. Vores tog gik 12.38, og vi havde fået at vide at busturen tog cirka et kvarter. Det næste tog kørte dagen efter.

Men chaufføren hørte vores bønner og – stadig med sin mor på telefonen – fløj han ned af bjerget i slalomsving, der ville gøre professionelle skiløbere misundelige. Uden at tænke på, om der mon kunne være en bil bag næste sving ned af bjerget – tænk Gudhjem gange 100 – fræsede han afsted og kastede bussen rundt i svingene.

Clara blev lidt ængstelig i første sving:

I det næste, hvor chaufføren var tæt på at køre os ud over skrænten til en flyvetur på mange hundrede meter, blev hun ret nervøs:

Og til sidst var hun decideret angst for, om vi nogensinde ville komme ned fra Taormina. I live, i al fald.

Men udsigten var flot, og vi nåede ned og nåede toget. Og så kørte vi til Messina, hvor vi havde halvanden time før toget til Palermo.

I Messina, en spøgelsesby på en stille søndag, gik vi rundt i en halv time – med vores bagage – for at finde noget frokost. ALT var lukket, og der var ingen mennesker, så til sidst gav vi op og gik, ret skeptiske, hen til den lidt snuskede café ved siden af banegården. Den var ikke ret snusket, viste det sig.

Vi fik noget af det bedste pasta, vi har fået endnu i Italien, og så kostede de mange lækre retter og frugten mindre end en enkelt salat gør på de fleste andre restauranter.

Efter middagen dyrkede Clara sin kreativitet og skabte et kunstværk: Den Massekrerede Gondol/Melon:

Glade og overraskede og mætte fandt vi toget til Palermo. Det var begyndt at regne, så det var hyggeligt at kørei tog og læse bøger og kigge på udsigten og høre musik. På den ene side havde vi det turkise hav, der fik en vild farve i regnen, og på den anden kæmpe bjerge, hvis tinder var skjult bag sorte tordenskyer. Det var en flot tur, men vi glemte at tage billeder.

 Da  vi kom til Palermo besluttede vi os for at blive en nat i stedet for at køre direkte til Trapani, hvorfra vi skulle sejle til Favignana. Vi boede i et hotel på 6. etage af en kæmpe ejendom hos en sød, gammel mand, der hed Giuseppe (det hedder alle hotelejerne hernede!) og fik et stort værelse med kæmpe balkon og smuk udsigt. Vi fandt et lille osteria (brasserie på italiensk), spiste vores første små, italienske kager på et mere end hundrede år gammelt patisserie og gik i H&M og Zara, der havde åbent til midnat. Vi købte ikke noget (er jeg ikke dygtig, Per!) men gik hjem og sov. Efter at Clara havde skypet med Iris...

Og Michelle med Per

Vores trætte hoveder ramte puderne uvidende om, at vi ville vågne op og tage på en af de smukkeste togture nogensinde. Efter at være gået til den forkerte station. Endnu en cliffhanger, mere om det i morgen. Her får I først udsigten fra vores hotel i Palermo:

Dag 6 og 7 - Taormina

Da vi vågnede fredag morgen tænkte vi kun på én ting: at komme på stranden. Vi hoppede i bikinien og solkjolen, tog solcreme på og pakkede yndlingsbøgerne (som der kommer et indlæg om senere) og droppede morgenmaden for at komme i vandet så hurtigt som muligt.

Der var dog flere forhindringer, før vi kunne flygte fra den siciliaske hede (33 grader) og køle kroppen i det turkisblå hav.

Først skulle vi købe en snorkel, og så skulle vi svæve ned fra Taormina med en cable car. Claras største frygt.

Indtil hun opdagede, hvor sjovt det var.

Da vi igen havde jord under vores allerede solbrune fødder løb vi så hurtigt vi kunne ned til stranden ad laaaange trapper (det gik lidt langsommere, da vi skulle op igen mange timer efter med solstik og søvnige sommerkroppe). Stranden er meget fin, men det er en sten- og ikke sandstrand, så vi var nødt til at købe nogle liggestole hos en hyggelig strandrestaurant (hvor Per og Michelle drak meget hvidvin da de var her sidst) for at ligge godt, og for at have vores ting et sikkert sted mens vi svømmede.

Vandet var varmt og krystalklart og havde den vildeste turkise farve. Vi badede tusinde gange, selvom vi så en brandmand (og så flere, der blev brændt af den og Clara var meget bange for den, selvom den var på størrelse med en golfbold) og resten af tiden lå vi og læste og slikkede sol og spiste grillet blæksprutte. Mhmmmm.

  

Vi snorklede også, og der var maaaaaange fisk i alle mulige farver.

Om aftenen spiste vi på vores yndlingsretaurant oppe i Taormina, som vi har glemt hvad hedder, og fik viiiildt god mad. Det er en lille, hyggelig gårdhave, hvor man sidder og kigger op på stjernerne gennem limetræerne mens man spiser. Taormina er virkelig fin, men meget turistet.

Men de fleste turister er italienere, så det føles ret lokalt. Det er primært kærestepar, der besøger byen, så på alle restauranterne sad folk og kiggede hinanden dyyyybt i øjnene, mens vi fjollede rundt. Meget romantisk.

Dagen efter lavede vi præcis det samme som første dag: badede, spiste blæksprutte, læste, lå på liggestole, kørte i cable car, sov længe. Da vi kom hjem på hotellet opdagede vi, at vi havde fået sommerhår med lyse solstriber i:

Clara og Michelle på eventyr i Europa – dag 4 og 5

Hej allesammen!

Så er vi endelig på Sicilien, hvor vi nyder la dolce vita, men det må I høre mere om i morgen. Først lidt om de sidste to dages strabadser.

Dag 4

Onsdag vågnede i Venedig med den her udsigt:

Derefter gik vi en tur med den her udsigt:

 Og sammenlignede os selv med den her udsigt:

 (Clara er pænest, siger Michelle)

Og så San Marco Pladsen, der var meget pæn, men ikke lige så pæn som resten af Venedig. Mest på grund af alle duerne og turisterne og renoveringerne.

 Og Clara lærte (lidt) at tage billeder (siger Michelle):

 Det kunne jeg i forvejen, siger Clara:

Vi for vild i de fine, gamle gader og langs kanalerne og i parkerne og foran vores hotel.

 Vi gik over mindst 100 broer, og hver gang vi gik over en bro var der en ny, og fra den var der en endnu smukkere udsigt end fra den sidste.

 Og så gik vi rundt i små gyder på jagt efter den bedste bøffelmozzarella og hvidvin og balsamico.

Venedig er ret pæn – meget pæn, siger Clara – og vi lavede ikke andet end at gå ture, sejle på kanaler og måbe over smukke Venedig. Og spise pasta:

 Dag 5

Efter halvandets døgn pamperi og pasta i Venedig tog vi toget HELE VEJEN GENNEM ITALIEN - fra Venedig i nord til Sicilien. Tjek selv et kort.

Turen var vildt smuk, men ret hård. Vi havde et stop i Rom på to timer, men vi tog afsted fra hotellet i Venedig kl.6 om morgenen og ankom først på hotellet i Taormina kl.21 om aftenen. Det var en lettelse da vi skulle ud af toget for at tage færgen over Messinastrædet.

 Færgeoverfarten var perfekt timet med en meget smuk solnedgang.

Clara nyder sailorlivet:

 Messina er pæn set fra havet:

 Da vi endelig kom frem til hotellet i Taormina var vi ved at dø af træthed, men der var én ting, vi havde overskud til:

 Byen er vildt smuk, men meget turistet.

 Vi fjollede lidt rundt, satte os på Michelle og Pers (nu Michelle og Claras) stamrestaurant og fik et glas hvidvin og friskpresset appelsinjuice.

 Bagefter gik vi hjem og sov i mange timer.

 Da vi vågnede var det dag seks, i dag, men det fortæller vi om i morgen. Her er et lille smugkig på, hvor glade vi har været:

Clara ER pænere end Venedig, siger Michelle.