Det er en uge siden, at vi var på vej hjem fra Egypten! Tror lige jeg vil lave et lille opsamlingsindlæg senere. Men jeg skylder et indlæg om en af de største oplevelser, vi havde dernede, nemlig dagsturen til Petra. Logistisk og tidsmæssigt var det et mareridt, men den halve dag vi havde i Petra var det hele værd.
Vi stod op kl.3.30 (!) for at tage en bus til havnebyen en time fra Dahab, sejle til Jordan (hvilket efter planen skulle tage en time, men tog tre) og derfra køre i bus til Petra. Per var skeptisk, da vi endelig kom af færgen.
Og endnu mere skeptisk, da vi ventede på bussen.
Og træt, da vi sad i den.
Nå, men alt var glemt, da vi gik gennem pæne Petra.
Og følte os meget små og ubetydelige.
Og fik bekræftet, at det var vi, i al fald i sammenligning med verdenshistorien.
Per - altid på arbejde.
ALTID!
I 1812 blev den opdaget af en opdagelsesrejsende, der nok havde en god dag den dag.
Vi havde også en god dag.
Så smuk.
Per - ren coolness. Go home, Indiana Jones.
Der er overraskende rart at gå rundt. Der er en lille smule turistbutikker, men ellers er det kun kamel-, æsel- og hestevognsfolkene, der råber 'taxi taxi' efter en, mens de rider forbi på deres kamel.
Vi følte os meget som Indiana Jones, da vi vandrede rundt i ruinerne.
Vi kørte tilbage til Aqaba, havnebyen i Jordan, gennem ørkenen. Solen gik ned over sletterne, der lignede en mellemting mellem en afrikansk savanne (minus løver men med kameler, der går frit rundt) og sahara. Var ved at dø af skønhed, da solen gik ned.
Men så kom vi til havnebyen, og så startede mareridtet. Færgeturen hjem tog fem (fem!!!) timer, hvoraf de to gik med at ligge og vugge få meter fra havnekajen, fordi de havde glemt at reservere tid til at sætte passagerer af. Der var klokken over midnat, og vi var lidt trætte. Og skeptiske. Begge to.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar