lørdag den 21. januar 2012

Trusler mod den perfekte studerende

Jeg har opdaget noget forfærdeligt. Sådan rigtig gruopvækkende, sjælerystende forfærdeligt. Jeg ved slet ikke, om jeg kan blive boende i DC, nu hvor jeg har fundet ud af det.

De har ikke nogen cafeer.

Altså, der ligger en Starbucks på hvert hjørne, og hvis ikke der ligger en Starbucks, så ligger der en Potbelly, en Lavazza, en Caribou, en Subway eller en anden slags forfærdelig kædebutik. De er over det hele, og der er intet andet. Jeg har vadet rundt i kvarteret, trawlet guidebøgerne igennem, spurgt alle DC-kendere, og de siger alle det samme: der er ikke caféer i DC. Der er ikke nogen steder, hvor man kan sidde i timevis over en bog og en kop kaffe (eller et glas hvidvin, ahem), ikke nogen steder, man ved hjælp af daglige besøg kan gøre til ens udvidede dagligstue (hvilket især kan være tiltrængt, når man ikke har nogen dagligstue), ikke noget sted man kan sidde og lade som om, man studerer, mens man i virkeligheden drikker kaffe og tjekker facebook.

Jeg forudser at det bliver et kæmpe problem for mit ophold her i byen og en stor trussel mod min læsning.

Men jeg tror, jeg har fundet en løsning. En lille lomme parisisk paradis midt i caféløse, uciviliserede DC. Som måske nok er en endnu større trussel mod min studierelaterede læsning end manglen på caféer:


Kramerbooks & Afterwords, bogbutik og restaurant. Næsten lige så godt som mit stamsted i Bruxelles, den italienske bogbutik, café, restaurant OG VINBAR Piola Libri.

Det her er ikke helt en café, omend der er et par kvadreter med noget, der skal ligne en parisisk zinc-bar og et par vakkelvorne caféborde. Jeg er forelsket. Og så er der en lækker restaurant, men det er jo ikke det, jeg leder efter (dem er der til gengæld mange gode af her i byen, lader det til).

Chardonnay og bachelor-relevante bøger - jeg elsker Kramerbooks

Derudover er det en af de bedste bogbutikker, jeg nogensinde har været inde i, som er paradis både for dem, der helst vil drømme sig væk i skønlitterære værker og dem, der vil kloge sig med faglitteratur og ikke mindst dem (mig), der gerne vil begge dele.

Lige nu bor jeg tæt på mit nye paradis, og det er farligt. For jeg bruger allerede alt for meget tid derhenne, og så kommer jeg til at bruge alt for meget tid på at læse de bøger, jeg kom til at købe.

Og det er ikke så godt, for wow, vi skal læse meget til faget. Denne uge er pensum på over 200 sider, 3-400 hvis man også vil læse 'additional reading' og ikke kun de påkrævne artikler. De er allesammen meget interessante, ser det ud til, men det er en del mere, end jeg er vant til fra SDU. Kombiner det pensum med forberedelse til foredrag, tre store akademiske opgaver i løbet af semestret, et praktikophold med 20 ugentlige arbejdstimer og et stort anlagt bachelorprojekt, og du har en travl Michelle. Som også gerne vil drikke hvidvin, træne hver dag, læse skønlitteratur, gå ture i byen, spise brunch på Tryst i Adams Morgan og have et par weekendture til solbeskinnede Florida, Louisiana, San Francisco og New York. Og lige skal finansiere det hele med lidt freelancearbejde. Jeg må hellere se at komme i gang...

Mit kontor, soveværelse og garderobeskab

Lige nu sidde rjeg her på sovesofasengen og dovner, men det er det så slut med nu. Nu vil jeg nemlig bore næsen ned i bøgerne (eller... pensum består faktisk af pdf-filer) så jeg med god samvittighed kan se primærvalg på avisen med de andre praktikanter i aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar