OMG. OH MY GOD. Ingen andre ord duer.
Jeg har været i skole i dag, for første gang på campus, og OMG (man skal gentage det hele tiden, hvis det skal være rigtig amerikansk) ikke at bo på campus er den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv.
For det første ligger campus cirka lige så langt fra downtown DC som København fra... en eller anden jysk by, jeg ikke kender navnet på. Og så ligger det i et dødt, kedeligt, stille, deprimerende, uinspirerende (begynder I at få pointen?) kvarter.
For det andet er det grimt. Nyt, fladt, gråt. Kedeligt. Jeg havde regnet med nogle store, gamle murstensbygninger og en hel masse store, gamle træer med en masse studerende rundt om træstammen (de sidder ALTID og læser op af et træ, de studerende i filmene om studerende. ALTID). Men jeg går ikke på Harvard, må jeg nok erkende, jeg går på et grimt universitet. Jeg var ved at dø af grin (efter jeg var kommet mig over chokket) da jeg kom ind i klasseværelset og så, at vi skal sidde på sådan nogle små stole med klapborde (se billede nedenunder). Come on, vi går alså ikke i børnehaven... Udover en masse ret intetsigende klasseværelser, kontorer og møblement, så består universitetet af en stor bygning, som alle de 19-årige bor i.
Og her kommer vi ind på det tredje. Mine medstuderende bliver yngre for hver dag, der går. Der er flere der er søde nok, men OMG, de er unge. Især fyrene. De går allesammen rundt med Washington Post under armen, sådan helt tilfældigt. Hele tiden. På en meget demonstrativ måde, der beder os allesamen (og især læreren) om at lægge mærke til det. Så har de nyindkøbte, lidt for store jakkesæt på, som ikke kan skjule, at det er børn og ikke mænd, der er indeni. Og så snakker de mere om deres tøj end pigerne i klassen gør, hvilket er en ret stor præstation. Men okay, vi har vel allesammen været unge og haft brug for at demonstrere overfor hele verden, at vi læser avisen hver dag og er meeeeget modne og selvsikre. Det er bare et par år siden for nogle af os. Det værste, og det eneste der virkelig generer mig, det er at de gør det samme i klassen.
I dag havde vi besøg af en klog mand, og da der blev åbnet for spørgsmål fløj hænderne i vejret. Og så gik de små drenge i gang med at stille 'spørgsmål', som i virkeligheden bare var et forsøg på blær. Hvert eneste spørgsmål startede med gutternes egen (meget lange) analyse af en given sag (eksempelvis krigen i Afghanistan og økonomien i Kina, som de da helt klart er eksperter i), før de kom til et spørgsmål, hvis det overhovedet skete. Og den kloge mand var uenig i analysen, og så rullede de med øjnene og synes han var åndssvag. Bagefter klappede de hinanden på skulderen og sagde sådan noget a la 'Hø hø. Der fik du ham. Det kunne han ikke svare på, hva'?'. Efter at de havde siddet og gjort sig til grin. Bagefter gik de op til læreren, fordi de lige ville uddybe deres analyse. Og forbedre deres karakter. Og læreren havde travlt og ville bare gerne ud af døren. For hvert minut der gik, blev jeg gladere og gladere for mine nye, gamle roommates, der er 'pretty awesome', som de selv skrev i annoncen. Jeg glæder mig til at flytte ind og ikke længere være den ældste, jeg møder hver dag (bortset fra min lærer).
Åhhhh hvor det minder mig om, hvor forfærdelig jeg var, da jeg var yngre (jeg gjorde præcis det der med blærespørgsmål, tror jeg) og åhhhhh hvor orker jeg bare ikke at bruge tid på det igen. Jeg gider simpelthen ikke konkurrende med 19-årige amøber om at stille det længste spørgsmål. Men det er også en lille smule inspirerende, for nu SKAL jeg bare have en bedre karakter end dem.
Men faget virker stadig meget spændende, så medmindre de der møgunger spolerer det med deres uudholdelige forsøg på at få 13 (eller A, som topkarakteren hedder her), så skal det nok blive et lærerigt og udofrdrende semester. Vores pensum er meget relevant for de artikler, jeg skriver (og gerne vil skrive i fremtiden), vores foredragsholdere er kloge og sjove (selvom jeg tit er uenige med dem) og jeg kan rigtig godt lide vores lærer. Men OMG hvor er jeg lykkelig for, at jeg ikke skal omgås med de 19-årige verdensmænd hver dag...
Ps. Vil I ikke nok love mig, at mine klassekammerater aldrig kommer til at læse det her indlæg?
Jeg har været i skole i dag, for første gang på campus, og OMG (man skal gentage det hele tiden, hvis det skal være rigtig amerikansk) ikke at bo på campus er den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv.
For det første ligger campus cirka lige så langt fra downtown DC som København fra... en eller anden jysk by, jeg ikke kender navnet på. Og så ligger det i et dødt, kedeligt, stille, deprimerende, uinspirerende (begynder I at få pointen?) kvarter.
For det andet er det grimt. Nyt, fladt, gråt. Kedeligt. Jeg havde regnet med nogle store, gamle murstensbygninger og en hel masse store, gamle træer med en masse studerende rundt om træstammen (de sidder ALTID og læser op af et træ, de studerende i filmene om studerende. ALTID). Men jeg går ikke på Harvard, må jeg nok erkende, jeg går på et grimt universitet. Jeg var ved at dø af grin (efter jeg var kommet mig over chokket) da jeg kom ind i klasseværelset og så, at vi skal sidde på sådan nogle små stole med klapborde (se billede nedenunder). Come on, vi går alså ikke i børnehaven... Udover en masse ret intetsigende klasseværelser, kontorer og møblement, så består universitetet af en stor bygning, som alle de 19-årige bor i.
Og her kommer vi ind på det tredje. Mine medstuderende bliver yngre for hver dag, der går. Der er flere der er søde nok, men OMG, de er unge. Især fyrene. De går allesammen rundt med Washington Post under armen, sådan helt tilfældigt. Hele tiden. På en meget demonstrativ måde, der beder os allesamen (og især læreren) om at lægge mærke til det. Så har de nyindkøbte, lidt for store jakkesæt på, som ikke kan skjule, at det er børn og ikke mænd, der er indeni. Og så snakker de mere om deres tøj end pigerne i klassen gør, hvilket er en ret stor præstation. Men okay, vi har vel allesammen været unge og haft brug for at demonstrere overfor hele verden, at vi læser avisen hver dag og er meeeeget modne og selvsikre. Det er bare et par år siden for nogle af os. Det værste, og det eneste der virkelig generer mig, det er at de gør det samme i klassen.
I dag havde vi besøg af en klog mand, og da der blev åbnet for spørgsmål fløj hænderne i vejret. Og så gik de små drenge i gang med at stille 'spørgsmål', som i virkeligheden bare var et forsøg på blær. Hvert eneste spørgsmål startede med gutternes egen (meget lange) analyse af en given sag (eksempelvis krigen i Afghanistan og økonomien i Kina, som de da helt klart er eksperter i), før de kom til et spørgsmål, hvis det overhovedet skete. Og den kloge mand var uenig i analysen, og så rullede de med øjnene og synes han var åndssvag. Bagefter klappede de hinanden på skulderen og sagde sådan noget a la 'Hø hø. Der fik du ham. Det kunne han ikke svare på, hva'?'. Efter at de havde siddet og gjort sig til grin. Bagefter gik de op til læreren, fordi de lige ville uddybe deres analyse. Og forbedre deres karakter. Og læreren havde travlt og ville bare gerne ud af døren. For hvert minut der gik, blev jeg gladere og gladere for mine nye, gamle roommates, der er 'pretty awesome', som de selv skrev i annoncen. Jeg glæder mig til at flytte ind og ikke længere være den ældste, jeg møder hver dag (bortset fra min lærer).
Åhhhh hvor det minder mig om, hvor forfærdelig jeg var, da jeg var yngre (jeg gjorde præcis det der med blærespørgsmål, tror jeg) og åhhhhh hvor orker jeg bare ikke at bruge tid på det igen. Jeg gider simpelthen ikke konkurrende med 19-årige amøber om at stille det længste spørgsmål. Men det er også en lille smule inspirerende, for nu SKAL jeg bare have en bedre karakter end dem.
Men faget virker stadig meget spændende, så medmindre de der møgunger spolerer det med deres uudholdelige forsøg på at få 13 (eller A, som topkarakteren hedder her), så skal det nok blive et lærerigt og udofrdrende semester. Vores pensum er meget relevant for de artikler, jeg skriver (og gerne vil skrive i fremtiden), vores foredragsholdere er kloge og sjove (selvom jeg tit er uenige med dem) og jeg kan rigtig godt lide vores lærer. Men OMG hvor er jeg lykkelig for, at jeg ikke skal omgås med de 19-årige verdensmænd hver dag...
Ps. Vil I ikke nok love mig, at mine klassekammerater aldrig kommer til at læse det her indlæg?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar