lørdag den 21. januar 2012

Snevejr og primærvalg

Det sner i DC! Sådan rigtigt!

Det gjorde det i alt fald i nat, og den gade, jeg skal bo på fra om et par dage af (forhåbentlig, venter stadig på at blive godkendt af landlorden) ser sådan her ud i snevejr:


Mægtig yndigt, men også mægtig koldt. Ifølge vejrpigerne bliver det 15 grader på mandag (og ja, det er celcius og ikke fahrenheit, vi snakker om her), så det er nok bare om at nyde sneen så længe den er her. Men jeg glæder mig nu til forår (og begynder at fortryde, at jeg ikke tog min varme vinterfrakke med i kufferten).

Jeg har ordnet logistiske ting i dag, hvilket blandt andet har resulteret i, at jeg skal til Annapolis, Maryland (jeg vidste heller ikke hvor det var før jeg googlede det), i morgen tidlig. Jeg skal lave noget reportage til Politiken, som jeg fortæller mere om, når det er færdigskrevet.

Og så har jeg været inde på avisen og dækket primærvalg for første gang, selvom det kun var på twitter. Jeg er helt klart på udebane, når det kommer til sprog og kendskab til kandidaterne, debatterne og sladderen. Men til gengæld kan jeg mærke min journalistiske rygrad - jeg ved hvilke historier, jeg synes er vigtigst, jeg ved hvordan jeg vil fortælle dem og jeg kan gøre det hurtigt, på trods af, at det hele skal gennemlæses for sprogfejl, og at jeg lige skal sætte mig ind i sagerne først. Jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang på mandag, hvor jeg skal lave mine egne historier. Vi var fire praktikanter på avisen i aften, og redaktørerne var søde og inviterede os ud på drinks, men de andre skulle hjem af forskellige åndssvage årsager, så det blev ikke til noget. Øv. Jeg glæder mig til at drikke drinks på skumle barer og høre røverhistorier om byen og politikerne og livet som journalist i DC. Måske bliver det på tirsdag, hvor manden med de store ører holder sin 'State of the Union'-tale, og vi allesammen er kaldt ind.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar