Mig og Obama

Der kommer et indlæg der beskriver min aften med Obama senere. Eller nok snarere engang i weekenden, når jeg ikke har for travlt til at sove.

Men allerførst vil jeg lige levere bevis for, at jeg faktisk var der - jeg har nemlig fundet et billede, hvor man kan se mig. Skimte, i al fald. Se selv:

Det kan godt være I skal klikke billedet større (bare klik på det, mor) for at kunne se, at det er mig. Men det er det altså, til højre for Obama (som står foran flaget) oppe på balkonen. Der er en blå pil, der peger ned i mit hoved. Jeg står og læser talen i en blå kjole, lige under hende der har noget meget rødt på (nu hvor jeg sidder og kigger på billeder forstår jeg pludselig de kvindelige kongresmedlemmers strategi med at tage MEGET farvestrålende ting på. Så kan man se dem på billeder). Jeg kan godt se, at det er mig. Kan I? Ellers får I lige et closeup:

Altså, det er lidt sløret. Men stadig. Jeg står der og læser i min blå kjole, mens jeg holder fast kanten af borde med den ene hånd og holder fast i talen med den anden. Det er altså mig, det kan man se på håret.

Og her til sidst får I et lidt mindre egocentrisk billede af hele salen, eller chamber, som det jo hedder. Er der ikke smukt? Er Obama ikke smuk? Er det ikke smukt, at jeg var der? Jeg bliver stadig lidt høj af at tænke på det. Nu mangler jeg bare at møde ham sådan rigtigt. Åh, Obama.