Ned i det blå

Jeg har haft en fuldstændig fantastisk dag! Jeg vil slet ikke tænke på, at jeg er på vej hjem til Danmark i flyet om to dage, har bare lyst til at blive her og bade og blive brun og snorkle (og skifte de der kompendier ud med noget skønlitteratur, måske).

Jeg har været ude at snorkle i dag. Vi kørte i jeep gennem et ret ufremkommeligt ørkenterræn ud til Blue Hole, et berømt og berygtet dykkersted en lille times kørsel fra Dahab.

Blue Hole er et cirka 130 meter dybt og 50 meter bredt hul omringet af det smukkeste koralrev og tusindvis af fisk. P åbilledet her kan I se hvordan det ser ud fra oven:

Men det er tusinde gange bedre når man ser det fra under havoverfladen. Jeg vidste slet ikke, at det kunne være så fantastisk at snorkle. Der var vanvittigt mange fisk, vilde koraller og så bare blåt, blåt, blåt når man kiggede ned i hullet. Der er flere dykkere der dør her hvert år. Det sker fordi de dykker ned til en tunnel cirka 50 meter nede i hullet, der fører ud til havet. Det er så dybt, at man risikerer at få nitrogenforgiftning, hvis ikke man har specialudstyr med, og så er der nok bare mange, der er uforsigtige og eventyrlystne.

Også udenfor hullet var snorklingen fantastisk. Det I kan se forrest er korallerne - som er smukke når man kommer under vandet, men ret intetsigende når man ser dem sådan her - og så går de bare nedad meget drastisk. Sådan her så de mindste af korallerne og fiskene ud: (det er desværre ikke mit billede, men et undervandskamera er det der står allerøverst på min ønskeliste lige nu)

Det er helt fantastisk at dykke med smukke koraller og et imponerende virvar af fisk på den ene side, hav til den anden og så 250 meter ned. Det var svært at lade være med at dykke så langt ned, som svømmefødderne og en god portion ilt tillod. Jeg savner at dykke rigtigt.

Før og efter de mange snorkelture sad vi her og nød udsigten, læste og drak myntethé.

Per var syg, så han ville ikke snorkle. Jeg tror ikke han havde turdet hvis han havde været rask, men det afviser han som spekulation. 'Jeg er ikke bange for NOGET', siger han mens han sidder og snøfter i sin sygeseng. PS. Kan I se hvor rød hans næse er?

Han turde godt køre i jeep, til gengæld. Det var sjovt.

Og så var der kameler hele vejen, som gik rundt uden deres beduin, og tilsyneladende også uden retning.

Så ved man, at man er i Egypten.

Nu er vi tilbage på hotellet, hvor vi læser, hænger ud i hængekøjen og burde arbejde. Jeg glæder mig til at have fri i april engang. Men arbejde og eksamenslæsning er næsten OK, når det foregår her.