Kirke og frelse (fransk vin)

Jeg har været i kirke. Det er ikke en sætning, jeg siger særlig ofte, ej heller en aktivitet, jeg ofte praktiserer. Men som en del af min og Carolines kulturudveksling, så tog hun mig med i kirke i går, og så tog jeg hende med på fransk restaurant bagefter.

Kirken var meget moderne og ret langt fra dem jeg kender fra Europa. Det var ikke engang en hel bygning, bare et rækkehus muret ind mellem et par andre huse ved Eastern Market. Den lignede mere en rockclub eller en gammel biograf med røde veloursæder som man kender dem fra de klassiske biografer, en scene i midten og en storskærm.

Sceancen adskilte sig også fra de få, jeg har været til i Europa. Det startede med et rockband, der sang meget poppede, pompøse sange (mest om gud), men var overraskende gode. Derefter var der et par unge præster - en af dem havde læderslips og jeans på - der snakkede lidt om gud, og så var der en ældre præst, der snakkede om gud. De nævner gud meget mere, end de gør i kirkerne i Danmark - det er lidt mindre filosofisk og mere udtalt, storslået og amerikansk. Folk stod med armene i vejret og var meget rørte og gav mere udtryk for det end i Europa, hvor folk er lidt mere tilbageholdende i kirkerne, efter min erfaring. Det gav mig lidt lyst til at se noget gospel, så måske skal jeg gøre det, når Clara kommer næste uge (juhuu!).

Efter al den snak om gud havde jeg brug for et glas vin, så vi gik på Montmartre, en fin, fransk restaurant i samme kvarter. Jeg fik en crémant at styrke mig på og fik overtalt Caroline, der er fra Texas og normalt drikker et glas vin om måneden (det var før hun mødte mig...), til at prøve deres boblende rosé. Og så fik jeg en vidunderlig laksetatar.

Hovedretten var også virkelig god, torsk med en masse grøntsager, svampe og trøfler.

Caroline kunne også lide maden, hvilket var ret heldigt, da det er første gang hun spiser fransk mad. Nogensinde. Jeg lærer hende om Europa, og hun lærer mig om USA - det er ret sjovt. Hver dag lærer hun mig og Margrethe, den norske praktikant, om et nyt begreb, ord, person, madspecialitet, historisk begivenhed eller noget helt andet, ofte relateret til Texas (da det er der, hun er fra). Hun synes vores uvidenhed om USA er afgrundsdyb og meget underholdende. Vi er en daglig kilde til latter. Til gengæld forsøger vi at internationalisere hende (aka gøre hende en smule mere fordrukken) lidt og at fortælle hende om Europa. Det er sjovt.

Vi fjollede lidt rundt med kameraet, og så kom desserten - virkelig god chokolademousse og crème brûlée.

Tilfreds Caroline.

Glad Michelle efter første franske middag i aaaaalt for lang tid.

Nu skal vi - altså mig og de andre praktikante - til virkelig fin reception, reprisen af den fineste journalistmiddag i verden. Er lidt spændt på det, det foregår vist på et luksushotel og består af mingling, champagne og jakkesæt, så vidt jeg har forstået. Og i aften skal vi i teatret. Så kulturel jeg er, hva'? Først skal jeg træne og læse lidt om Kina. Hurra for søndage.

Vin på amerikansk

Nå, så gik der en uge igen. Endnu en gang er jeg på vej ud af døren - hvad blev der af afslappende søndage? - men her er der en lille fortælling om sidste søndags aktiviteter. 

Jeg var på vintur i Virginia med en af de andre praktikanter, Emily, og vores chef og hans kone, Rick og Pam (Richard og Pamela, i virkeligheden, men de gør sig i forkortelser herovre).

Vi besøgte tre vingårde, og selvom det langt fra var al vinen, jeg ku' li', så var jeg positivt overrasket. De putter for meget sukker i og gør sig generelt mere i søde, frugtige vine end de tørre, sprøde, mineralske, som jeg holder så meget af. Men der var pænt og det var hyggeligt at hænge ud med Emily, Rick og Pam.

Vi spiste frokost - baguette og fransk ost - på en af vingårdene og nød forårstemperaturerne.

Vi smagte cirka 7 vine på hver vingård, så selvom det er bittesmå serveringer, så fik vi lidt røde kinder.

Efter vinsmagningerne kørte vi tilbage til DC, hvor de andre praktikanter troppede op til potluck party. Der var en eller anden, der synes vi skulle have cowboyhatte på (vi skriver jo for Texas' største avis, så ingen vej udenom) og sådan her ser man ud med cowboyhat, Obama-badge på fransk, som jeg har fået af min chef, og vin i hånden (og ganen). 

Rick kunne åbne et museum over amerikansk politisk historie. Han har samlet ind i flere år, og over hele huset titter historien frem.

De har rejst meget i Østeuropa og har samlet plakater ind. Mange af dem er endnu ældre, og er gået i arv til Rick fra hans jødiske familie.

Seriøst mange batches for og imod præsidenter- flere af dem gik tilbage til JFK og nogle få endnu længere - og seriøst mange flag. 

Kørte hjem i taxa gennem forårsramt DC og var helt trist ved tanken om, at jeg skal forlade byen om halvanden måneds tid. Til gengæld slipper jeg så for at gå med cowboyhat.

Søndag

Sidst jeg skrev var jeg endelig fremme i San Francisco, nu er jeg endelig hjemme igen. Selvom jeg egentlig godt gad være blevet længere, men åh, for en lang flyvetur (med forsinkelser hjem).

Var hjemme ved tretiden i nat, og nu er klokken ni og jeg skal være ude af døren om en halv time og jeg har megatravlt. Jeg skal på vintur og til potluck party med min chef, hans kone og de andre praktikanter, efterfulgt af tequilasmagning (de er tequilanørder). Sjældent har jeg haft så lidt lyst til kvalitetsalkohol, men det var også nogle vilde dage i San Francisco.

Jeg LOVER at der kommer lidt indlæg om byen med de mange bakker (og endnu flere margarita'er) snart, jeg skal bare lige have tid. Her får I lidt billedlir fra en smuk flyvetur mens Iventer:

Det regner atså i Californien

Så er jeg endelig fremme. Bor hos Mette, min veninde fra praktiktiden på Politiken, der har cirka den her udsigt over Dolores Park fra sit værelse i et af de sjoveste kvarterer i San Francisco - når solen altså skinner. Lige nu regner det helt vildt, og selvom det er mildt og lunt, så er det lidt irriterende. Min jakke er drivvåd og mine fødder er meget kolde (måske fordi jeg har brugt jakken som paraply og går rundt i ballerinaer i styrtende regnvejr, men lad nu det ligge). Så nu sidder jeg på en typisk San Francisco-café og spiser veganergulerodskage, drikker friskpresset juice, prøver at få varmen og venter på Mette. Jeg hygger mig!

Havde et vildt godt møde i morges (der varede tre timer) på en fantastisk café, og i aften skal vi ud at have et glas vin og en bid mad med Per, en anden Politiken-journalist. Men mere om det senere. Før det skal jeg forhåbentligt have en lille lur, da jeg er usandsynligt smadret efter flyvetur med mange forsinkelser, tre timers tidsforskel og meeeeget hård træning med Berman (ham kan I godt vænne jer til at komme på fornavn med) i går morges. Det var alt for nu fra regnvåde Californien, jeg tjekker ind med billeder senere!

San Francisco

nu nu nu nu NU tager jeg til San Francisco.

Har vaeret meget effektiv i dag, saa tager afsted med god samvittighed. Stod tidligt op, pakkede, traenede med min personlige traener Berman (der smiler bredere og bredere, jo mere man ser ud til at lide), skrev en god artikel (den bedste jeg har skrevet endnu, synes jeg - haaber min redaktoer er enig), interviewede Politikens USA-korrespondent i frokostpausen paa tagterrassen i solen (til aandsvag uni-opgave, men det var hyggeligt) og nu tager jeg mod lufthavnen. Er traet af lufthavne, men har Bob Woodwards seneste bog med, Obama's Wars, som jeg har glaedet mig til at gaa i krig med (ha ha - fik Iden?) laenge, saa det er OK.

Blog med billeder foelger i morgen. Aahr, hvor jeg altsaa glaeder mig!

Morgen

Er lige vågnet til endnu en perfekt forårsmorgen med blå himmel, blid solskin og lune temperaturer. Jeg kan godt lide forår i DC!

I dag og i morgen skal jeg på avisen, træne, ordne lidt praktisk og interviewe Politikens USA-korrespondent om hans karriere (en opgave til den lidt forfærdelige netværk-klasse på universitetet) over en frokost. Og så skal jeg kyle lidt ting i en taske inden jeg flyver til San Francisco i morgen efter arbejde, juhuu!

Jeg bliver gladere og gladere for idéen om at flytte tilbage til Paris for hver dag, der går. Det føles bare rigtigt. Per har sagt, at han sandsynligvis kan flytte med derned til foråret, og at han indtil da vil komme og besøg mig to gange hver måned. Det kan vi godt klare. Og så må jeg købe en stor bunke flybilletter til min søster og bror, så de kan komme og besøge mig ofte. Nu skal jeg bare finde ud af, hvad jeg skal lave dernede (udover at skrive bachelor). Svar mig nu, avismennesker!

Efterårsmorgen i Paris

Paris

Smukke by

Jeg tror, jeg flytter til Paris. Hvilket overhovedet ikke var meningen, jeg kan bare ikke lade være. Jeg savner byen, min franske familie, gåture i verdens fineste kvarterer, picnic ved Seinen, hvidvin på samtlige fortovscaféer, Le Monde, søndage i Marais, alt. Jeg flytter sandsynligvis i september, når sommerpraktikken i Istanbul er slut og jeg er kommet hjem fra min dykkerferie i det sydøstlige Asien med min lillebror.

Hvidvin i Marais

Det er Annelises skyld det hele. Hun flytter nemlig derned for at færdiggøre sin journalistuddannelse, og jeg kan jo ikke have et af mine yndligsmennesker til at spadsere rundt i min yndlingsby uden mig. Hvis vi flytter sammen dernede har vi aftalt at snakke fransk hver dag.

Hvidvin i det 6. arondissement 

Jeg skal skrive bachelorprojekt i efteråret, så jeg kan være hvorsomhelst i verden og få min SU med mig. Jeg håber på enten at få en praktikplads på en avis eller et magasin dernede (jeg har sendt de første ansøgninger afsted og venter spændt på svar) eller at kunne få lov til at læse på et af de franske universiteter som individuel, international studerende uden om udvekslingsprogrammerne. Uanset hvad skal det nok blive très sympa!

Jeg prøver at overtale Annelise til at vi skal bo i det 2. arondissement, i kvarteret omkring Rue Montorgueil og Rue Montmartre. Det er billiger end Marais, tæt på alt og vildt hyggeligt.

Men jeg er faktisk ligeglad med, hvor jeg skal bo. Jeg vil bare gerne tilbage til Paris.

Tilbageblik: For et år siden

Forårsmorgen i Paris, på vej til Bruxelles

... var jeg i Europa. I midten af Europa, i Bruxelles, hvor jeg var i praktik som EU-korrespondent for Politiken. Det var et ret fantastisk forår med en masse store historier - det arabiske forår, den europæiske gældskrise, atomdebatten i kølvandet på atomkatastrofen i Japan og en ordentlig bunke hasteindkaldte EU-topmøder - og en masse gode oplevelser.

Jeg brugte en del tid på kontoret lige ved siden af EU-kommissionen, men var også på en masse reportagerejser.

Jeg skrev en masse artikler for Politiken, her et lille udpluk. Blev ret dygtig hvis jeg selv skal sige det.

Jeg var i Strasbourg en masse gange for at dække plenarsamlingerne i Europa-Parlamentet (og gå ture med mine kollegaer i Strasbourg om natten og drikke vin og elske byen).

Jeg var i Tunesien for at dække det Arabiske Forår, og nøj, det var spændende.

Og pænt.

Og Per var med, og vi havde det sjovt.

Og vi tog til stranden så jeg kunne skrive om, at vi var de eneste turister (og det var alt for koldt til at bade).

Men meget pænt. Åh, jeg elsker Tunesien. Jeg vil gerne derned igen snart, måske skal jeg skrive bachelorprojekt derfra. Hmm. Det sværeste ved at skulle skrive bachelor er at vælge mellem de tusinde historier.

Gårtur i medinaen. Smukke farver.

Og så var jeg i Paris maaaange gange. Jeg elsker, elsker, elsker, når kastanjetræerne springer ud.

Og jeg elsker macarons fra Laduré.

Det er lidt sjovt at tænke på, at jeg for et år siden boede og arbejde som politisk journalist i Bruxelles og tog på weekendture til Paris, mens jeg nu arbejder som politisk journalist i DC og tager på weekendture til New York. Bortset fra kontinentet er den største forskel nok, at Per ikke er med. Og at jeg er et år ældre. Der er sket meget på det år.

Og så skriver jeg på engelsk nu, hvilket også er en ret stor forskel. Og jeg får ikke løn.

Kirsebærtræer i vild blomst ved katedralen. Jeg glæder mig til at se kirsebærtræerne blomstre her i DC, men jeg tvivler på at noget i hele verden kan være så smukt som når de blomstrer i Paris.

Yndlingsudsigtssted i Paris. Per og jeg drikker vin på spidsen af Ile de la Cité hver gang, vi er i Paris.

Jeg tror i øvrigt, at jeg flytter derned igen til efteråret, men mere om det senere.

Forårsfeber

(Dårligt) iPhone-billede af lyserød, lovende blomstersky ved skatteministeriet.

Det er ikke kun folkeslag fra det kolde nord, der bliver sindssyge af glæde, når foråret ankommer med blomstrende træer, lune solskinsstråler og lys, lys, lys. Det er heldigvis universelt, tror jeg. Det har i al fald ramt alle jeg kender her i DC.

Folk er skøre i låget af glæde. Skøre nok til at gå hjemmefra uden jakker selvom det er for koldt og de kommer til at savne den om aftenen, skøre nok til at spise frokost udenfor i stiv kuling, fordi der er solskin, skøre nok til at være glade hele tiden, smile hele tiden, grine hele tiden. Det er ret fedt. Det er sådan en sindssyg folkelig psykose, der startede den dag de første blomstertræer sprang ud som små, lyserøde skyer af lykke i gadebilledet og lovede os sommer og sol og lune nætter.

Klassekammerater i forårshumør.

Selv min chef holder for lange frokostpauser i solen, alle går ud for at få et glas vin efter arbejde, for det er for lyst og lunt til at gå hjem, og alle er 50% lykkeligere end normalt. Jeg har det for sjovt, bruger for meget tid med at holde fest med mine nye venner, går for mange ture i solen - i forhold til, hvor travlt jeg har med universitetet og avisen, i al fald. Man burde begynde at bruge forår som lykkepiller.

Caroline fra Texas spiser sushi for første gang i sit liv og elsker det (og det blæser, men solen skinner, så hey, lad os gå op på taget)

Nu venter vi kun på, at kirsebærtræerne nede ved alle mindestederne ved The Mall springer ud, så fejrer DC sig selv med den årlige Cherry Blossom Festival. Så begynder stabiliteten nok at indfinde sig på ny, og så kan vi igen begynde at koncentrere os om andet end at smile til fremmede på gaden og have det alt for sjovt. Man kan jo ikke lave noget fornuftigt, når det er forår.

Gerd Margrethe i forgrunden og the Capitol i baggrunden. Og forår.