Om en uge er jeg i DC! Ej, jeg sidder i flyet et eller andet sted over Atlanten om en uge, men jeg er i al fald på vej. Det er ret stort, og selvom jeg har travlt med eksamener (åhhhh, gider ikke mere), så er der lige tid til at stoppe op og overveje hvor stort det er.
Jeg glæder mig, men ikke så meget, som jeg havde troet. Mine fag på universitetet ser virkelig, virkelig, virkelig spændende og helt perfekte ud, det bliver vildt sjovt og udfordrende at dække præsidentvalget for en af de største aviser derovre, det bliver vildt at bo i verdens politiske magtcentrum og jeg er sikker på, at det bliver en fantastisk oplevelse at bo og studere og arbejde i et andet land (og så lige det land) i en længere periode. Men jeg glæder mig ikke så meget lige nu.
Det skyldes 1) at jeg ikke har overskud til at glæde mig til det eller forberede mig til det eller begynde at pakke 2) at der er et par personer herhjemme, som jeg kommer til at savne voldsomt meget, mens jeg er væk 3) at det er for tæt på.
Hver gang, jeg skal et eller andet vildt, som jeg blev sindssygt begejstret over at finde ud af, at jeg skulle (som at flytte til Bruxelles for at være EU-korrespondent for Politiken, eller at rejse ud på en stor reportagetur for Politiken, eller flytte til Paris, min yndlingsby i hele verden, for at freelance og gå ture og drikke hvidvin, eller rejse til Madagaskar eller Brasilien eller Sri Lanka) så begynder jeg at holde op med at glæde mig, når det kommer tættere på. Jeg ved ikke hvorfor. Men det er ret irriterende.
Når jeg drømmer om, hvad jeg vil i fremtiden, så går jeg efter de vildeste, største og mest umulige ting. Når jeg så på en eller anden måde får drømmen til at gå i opfyldelse, som jeg altid gør, så står jeg pludselig med lidt bævrende ben overfor en udfordring, der pludselig ikke synes så spændende og attraktiv og sjov, som da jeg planlagde den, men pludselig bare er uoverskuelig, uoverkommelig og mega frygtindgydende. Som at flytte alene til New York som ung teenager for at blive jazzguitarist. Eller at overtale ens chef til at sende en til Mexico, så man kan dække klimatopmøde, selvom man ingen erfaring har. Eller at skulle dække det amerikanske præsidentvalg for en af USA's største aviser. Jeg ved jo ikke noget om amerikansk politik. Og jeg har aldrig skrevet artikler på engelsk. Hvorfor fanden syntes jeg nogensinde, at det var en god idé? Og hvem i alverden var dum nok til at ansætte mig?
Nå, men det ender jo altid godt. Eller noget derhen ad, i al fald. Så det kommer det nok også til at gøre denne gang.
Jeg tror måske, jeg ville begynde at glæde mig, hvis jeg gik i gang med at pakke og fik en følelse af, at jeg er klar til at tage afsted. Det har jeg ikke nu, og det får jeg ikke før sidste eksamen er overstået på tirsdag omkring middag. Cirka 18 timer før, at jeg sidder i en vogn mod lufthavnen. Med en kuffert i bagagerummet, som garanteret er fyldt med ting, der tilfældigt er kylet derned. Men når jeg ankommer til DC, eller allerede, når jeg sidder i lufthavnen, mit andet hjem, og venter på at boarde, så kommer forventningens glæde tilbage. Og når jeg går i gang med det hele, så bliver jeg ellevild. Og når det stopper, så bliver jeg sentimental og begynder at tude, fordi det ikke.må.stoppe.endnu. Sådan er det hver gang. Nok også denne her.
Så selvom jeg kommer til at tude, når jeg siger farvel til min elskede familie, kæreste og mine venner i lufthavnen, så ved jeg, at begynder at smile, når jeg kommer til sikkerhedskontrollen. Også selvom jeg ikke ved, hvad i alverden jeg har fået proppet i kufferten.
Jeg glæder mig, men ikke så meget, som jeg havde troet. Mine fag på universitetet ser virkelig, virkelig, virkelig spændende og helt perfekte ud, det bliver vildt sjovt og udfordrende at dække præsidentvalget for en af de største aviser derovre, det bliver vildt at bo i verdens politiske magtcentrum og jeg er sikker på, at det bliver en fantastisk oplevelse at bo og studere og arbejde i et andet land (og så lige det land) i en længere periode. Men jeg glæder mig ikke så meget lige nu.
Det skyldes 1) at jeg ikke har overskud til at glæde mig til det eller forberede mig til det eller begynde at pakke 2) at der er et par personer herhjemme, som jeg kommer til at savne voldsomt meget, mens jeg er væk 3) at det er for tæt på.
Hver gang, jeg skal et eller andet vildt, som jeg blev sindssygt begejstret over at finde ud af, at jeg skulle (som at flytte til Bruxelles for at være EU-korrespondent for Politiken, eller at rejse ud på en stor reportagetur for Politiken, eller flytte til Paris, min yndlingsby i hele verden, for at freelance og gå ture og drikke hvidvin, eller rejse til Madagaskar eller Brasilien eller Sri Lanka) så begynder jeg at holde op med at glæde mig, når det kommer tættere på. Jeg ved ikke hvorfor. Men det er ret irriterende.
Når jeg drømmer om, hvad jeg vil i fremtiden, så går jeg efter de vildeste, største og mest umulige ting. Når jeg så på en eller anden måde får drømmen til at gå i opfyldelse, som jeg altid gør, så står jeg pludselig med lidt bævrende ben overfor en udfordring, der pludselig ikke synes så spændende og attraktiv og sjov, som da jeg planlagde den, men pludselig bare er uoverskuelig, uoverkommelig og mega frygtindgydende. Som at flytte alene til New York som ung teenager for at blive jazzguitarist. Eller at overtale ens chef til at sende en til Mexico, så man kan dække klimatopmøde, selvom man ingen erfaring har. Eller at skulle dække det amerikanske præsidentvalg for en af USA's største aviser. Jeg ved jo ikke noget om amerikansk politik. Og jeg har aldrig skrevet artikler på engelsk. Hvorfor fanden syntes jeg nogensinde, at det var en god idé? Og hvem i alverden var dum nok til at ansætte mig?
Nå, men det ender jo altid godt. Eller noget derhen ad, i al fald. Så det kommer det nok også til at gøre denne gang.
Jeg tror måske, jeg ville begynde at glæde mig, hvis jeg gik i gang med at pakke og fik en følelse af, at jeg er klar til at tage afsted. Det har jeg ikke nu, og det får jeg ikke før sidste eksamen er overstået på tirsdag omkring middag. Cirka 18 timer før, at jeg sidder i en vogn mod lufthavnen. Med en kuffert i bagagerummet, som garanteret er fyldt med ting, der tilfældigt er kylet derned. Men når jeg ankommer til DC, eller allerede, når jeg sidder i lufthavnen, mit andet hjem, og venter på at boarde, så kommer forventningens glæde tilbage. Og når jeg går i gang med det hele, så bliver jeg ellevild. Og når det stopper, så bliver jeg sentimental og begynder at tude, fordi det ikke.må.stoppe.endnu. Sådan er det hver gang. Nok også denne her.
Så selvom jeg kommer til at tude, når jeg siger farvel til min elskede familie, kæreste og mine venner i lufthavnen, så ved jeg, at begynder at smile, når jeg kommer til sikkerhedskontrollen. Også selvom jeg ikke ved, hvad i alverden jeg har fået proppet i kufferten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar