onsdag den 18. januar 2012

Check-in

Så er jeg i DC!

Sidder på sengen i mit midlertidige hjem efter en laaaaaaaaang dags rejse. Tog hjemmefra uhyggeligt tidligt (før klokken seks!) i morges, og klokken er nu over tre dansk tid. Men kun ni om aftenen amerikansk tid. Hvis bare alle døgn havde seks ekstra timer.

Er virkelig, virkelig træt, men jeg har selvfølgelig også rejst fra København til Washington over Bruxelles, så det er måske forståeligt nok. Jeg skal lige have læst de sidste artikler inden min første dag på universitetet (uh! første skoledag!) i morgen og have styr på, hvordan jeg kommer rundt og sådan nogle lavpraktiske, logistiske ting.

Jeg skal møde klassen i morgen på universitetets metrostation, hvorfra vi drager på eventyr (ej ok, nu overdriver jeg, foredrag) hos en eller anden tænketank. Jeg er meget, meget, meget spændt på, hvordan (og hvor gamle!) mine klassekammerater er, hvordan stemninger er og om min lærer er sød. Så vidt jeg kan se er der kun få timers undervisning i morgen, hvilket passer mig glimrende, da jeg skal have styr på en masse ting. For eksempel skal jeg oprette telefon- og fitnessabonnement, ud til to (måske tre) åbent hus-arrangementer i lejligheder, jeg gerne vil leje, lave nogle interviews til en artikel til Politiken og have styr på min økonomi og finansieringen af opholdet. De der tusinde kroner alle mulige fonde har lovet mig må gerne gå ind på min konto nu...

Jeg har kun en lille smule hjemve, og det har jeg kun, fordi jeg er træt. Så i seng med mig. Jeg glæder mig til at lave et lidt mere spændende indlæg i morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar