Hov...

... jeg har lige gjort noget spontant.

Jeg har ansoegt om at komme ind paa et foreign reporting program. Med base i Istanbul. Med start til sommer. Men det varer kun en maaned, saa bare rolig, mor og Clara og Per. Det bliver udbudt af San Francisco State University, og umiddelbart synes jeg, at det ser ret fantastisk ud. Jeg hoerte om programmet foerste gang her i eftermiddags, og nu har jeg sendt ansoegningen afsted. Jeg er blever ret god (og hurtig) til at skrive motiverede ansoegninger.

Om morgenen er der klasser, hvor man blandt andet har et fag om international reporting, et om tyrkisk sprog og kultur og et hvor man laerer/bliver bedre til at fotografere. Om eftermiddagen arbejder man paa featureartikler for sit praktiksted. Jeg har soegt om at blive praktikant paa Worldpress.org, et ledende onlinemagasin om international politik, som bliver laest af statsministre, forskere og alle de andre kloge.

Jeg aner ikke, om jeg kan komme ind. De optager kun 19 studerende hver sommer, saa der er nok ret haard konkurrence. Men nu har jeg givet det et skud, og saa maa jeg se, hvad det bliver til.

Jeg har ogsee lige sendt ansoegninger afsted til endnu en sommerpraktikplads paa et magasin i New York, hvor konkurrencen er saa haard, at den faar danske journaliststuderendes berygtede panikdag til at minde om en boernefoedselsdag. Jeg vil nok helst det, det er nemlig mit yndlingsmagasin, men omvendt ville jeg faa en masse mere ferie og vaere taettere paa familie og venner, hvis jeg er i Istanbul i fire uger i stedet for i New York i ti til sommer. Og jeg gad godt bruge en maaned paa at lave featurejournalistik fra Istanbul. Og saa har man tredages weekender, hvor man kan rejse rundt i Tyrkiet og Graekenland og kigge paa ruiner (og bade og dykke og drikke hvidvin). Nu krydser jeg bare fingre!

New York!

Juhuu! Har lige købt billet og bestilt hotel i New York. Det er bare en lille køretur fra DC, så Per og jeg tager derop den første weekend, han er her. Jeg tror faktisk, det er to år siden, jeg har været der sidst - var i USA sidste vinter, men det var i DC og San Francisco på vej til Mexico - da vi var på vej til Cuba. Uhm, Cuba.

Det forklarer ok også, hvorfor jeg ser så ung ud på billedet...

Nå, men udover at gå over en masse broer, tage elevatorer op i en masse meget høje bygninger, drikke en masse drinks, promenere i en masse kvarterer og spise masser af østers på Pastis, så skal jeg arbejde lidt på mit bachelorprojekt (hvis ellers jeg får lov til at skrive det af SDU, venter stadig på svar).

Og så skal vi nok forbi Columbia University, hvor jeg jo drømmer om at læse min kandidat og måske skal læse til sommer. Vi skal bo i Brooklyn for første gang, vi plejer at bo på Manhattan.

Jeg glæder mig! Der er kun to uger til - om to uger er vi faktisk hjemme igen - så det er lige om lidt. Forhåbentligt er der lige så forårsagtigt, som der er i DC.

Festlig mandag

Jeg kan godt lide mandage. Men den her har alligevel været lidt bedre end de fleste.

Afleverede artiklerne til Politiken lige efter midnat, hvilket var en rigtig rar følelse at gå i seng med (det bedste i verden at at slå dårlig samvittighed ihjel mede godt arbejde). Men det var egentligt endnu rarere at vågne op til mail fra redaktøren om, at det var 'fremragende' artikler, jeg har skrevet. Jeg kan godt lide at skrive!

Så gik jeg på arbejde, og opdagede på vejen, at banken har spærret mit kort, fordi der har været mange transaktioner i udlandet. Ja, øh, fordi jeg bor her. Skal snart have skiftet min bank ud. Men det var heldigvis lykkelig glemt, da min amerikanske redaktør inviterede praktikanterne på frokost på fin restaurant, hvor vi fik grinet en masse, lært lidt mere om hinanden og fik virkelig god mad. Og så lovede min redaktør mig, at vi nok skal få arrangeret at få mig i Det Hvide Hus og møde Obama. Jeg kan godt lide min redaktør!

Så gik vi tilbage på kontoret, og jeg skrev to gode artikler. Jeg bliver bedre og bedre til at skrive på engelsk, og min redaktør retter mindre og mindre. Og så er engelsk et fantastisk sprog at skrive på. Jeg kan godt lide at skrive på engelsk!

Så gik jeg hjem, skypede med Per (som jeg også godt kan lide!), og lige da jeg skulle til at begrave mig i bøger, jeg skal have læst inden onsdag morgen, spurgte min franske vært Caroline om jeg ikke ville være med til at holde mandagsfest med hendes venner. En af dem er danselærer, så vi blev kastet ud i spontan salsalektion, og så drak vi caipirinhas og snakkede fransk. Det kan jeg også godt lide.

Nu skal jeg læse om international politik, og så skal jeg tidligt i seng, så jeg kan komme tidligt på og ud til forstæderne for at købe en seng (hvis ellers jeg kan få åbnet mit kort...) til mit nye hjem, som jeg flytter ind i på onsdag. Og så skal jeg dække primærvalget i Florida og skrive en masse artikler. Jeg kan godt lide DC.

Status

Nu har jeg været her lidt over en uge, så en lille status må være på sin plads (jeg har nemlig en masse arbejde jeg skal have lavet i aften, og jeg har brug for/lyst til en overspringshandling).

Som tidligere skrevet har det været lidt af en rutschebanetur, men jeg tror efterhånden jeg er ved at få de ting, der gav mig hjemve, til at falde på plads, og dermed er jeg fortrøstningsfuld og forhåbningsfuld og jeg tror mit humør bliver lidt mere stabilt herfra. Men der skal heller ikke så meget til, kan man sige...

Den største oplevelse er stadig - og bliver nok ved med at være det et godt stykke tid - at opleve Obamas State of the Union-tale live i Kongressen. Åh, Kongressen. Her et billede fra the Press Gallery, hvor vi sad og skrev før og efter talen. Her er det mine medpraktikanter og nye veninder Margrethe (bagerst) og Caroline, der er travle og trætte og meget lykkelige efter at have været SÅ tæt på Obama.

Jeg er glad for praktikpladsen og jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang her i ugen. Forhåbentligt skal jeg skrive en masse artikler. Jeg har faktisk allerede haft en artikel i San Francisco Chronicle, hvilket jeg er mægtig stolt af.

Jeg har mødt mange spøjse amerikanere, blandt andet den her syngende/digt-reciterende taxachauffør, som næsten ikke havde tid til at tage imod sine dollars efter taxaturen, fordi han var midt i et digt.

Jeg har også fundet ud af at der er et par spøjse folk i min klasse, hvor der faktisk er nogle der er ret sjove og søde, selvom de er unge. Men der er en, der er ældre end mig! Jeg bliver klog så jeg er helt oppe at køre over faget, som er virkelig, virkelig spændende og relevant.

Jeg har fundet et sted at bo, mistet det igen, og nu har jeg så fundet et nyt sted at bo igen. Det er bedre og billigere, så jeg er glad. Og så ligger det i kvarteret omkring H St NE, lige nord for Capitol Hill, hvor det vrimler med sjove steder. Der er blandt andet en øko-vinbar, en fantastisk café og kaffebar fra Ethiopien, et vaudevilleteater med burlesqueoptrædener, et hipt spilledested med masser af rockmusik, en vildt god sushirestaurant, en sjov martinibar, et par genbrugsbutikker, en masse jamaicanske restauranter og endnu flere nail saloons hvor damer med meget lange falske negle, en masse makeup og  vilde extensions ordner dine negle for en lille sjat penge. Jeg tror det bliver sjovt.

Vejret har været ekstremt - på en uges tid har jeg oplevet snevejr, torden og lyn, 20 graders sommersol og alt derimellem. Her er et billede fra i formiddags, hvor himlen så sjov ud og husene var fine.

Og så er det blevet (en slags) forår! Her er et af de første træer med de kønneste, lysegrønne blade set i lang tid. Åh, jeg elsker den her tid på året (jeg er bare ikke vant til, at den starter i januar).

Jeg har savnet ham den rødhårede som en gal, og det bliver kun værre. Nu er der kun 12 dage (som om, det er jo vildt lang tid) til at han kommer og besøger mig. Så skal vi til New York og måske Florida. Jeg ville ønske han var her nu.

Jeg har også savnet hende her, som prøvede at proppe sig selv ned i min kuffert før jeg tog afsted. Men vi har lige fundet ud af, at hun kommer og besøger mig før jeg tager hjem, og så skal vi på roadtrip gennem USA. Vi skal op i skyskraberne og ud på gaderne i New York, besøge Det Hvide Hus i DC, have et lille pitstop i Chicago, besøge familien i Kansas City, på cowboyferie i Colorado hvor vi skal på lange rideture og sove rundt om bålet, se Grand Canyon, flygte fra Las Vegas, promenere på Hollywood Boulevard og slutte af med at besøge San Francisco (og Mette, som bor der). JEg glæder mig!

Åh, weekend

Sidder i mit nye midlertidige hjem (endnu et...) og prøver at tage mig sammen til at komme igennem de 200 sider, der vil gøre mig klog på USA og Pakistans forhold. Jeg har ikke mødt dem der bor her endnu, men har mailet og det er åbenbart (endnu) en franskmand/kvinde. Skal bo her i tre-fire dage. Her er ret rodet, men også meget hyggeligt, og så er her franske bøger om fransk politik, som lokker lidt mere end de der mange sider om Pakistan. Og freelancearbejdet. Og de der logistiske ting, jeg prøver at ignorere. 

Jeg skulle egentlig være flyttet ind i værelset på Capitol Hill i dag, men i går, 24 timer før jeg skulle flytte ind, fik jeg at vide af udlejningsfirmaet, at værelset ikke længere var ledigt. Blev sur og brugte et par minutter på at tude og blive trøstet af Per over Skype, og så fik jeg arrangeret en masse åbent hus-arrangementer.

Nu har jeg fundet et værelse i et hus på H St NE, en hip, ung og happening gade lige nord for Capitol Hill. Det er et fint hus med træ værelser, og så er hende jeg skal bo med, Esther, virkelig sød og sjov. Jeg skal bo i et lidt lille (men billigt, se, jeg er økonomisk ansvarlig, Per!) værelse i starten, men senest fra 1. marts skal jeg bo i verdens smukkeste værelse med det smukkeste gulv og smukkeste vinduer. Det glæder jeg mig til. Og så er der masser af sjove vinbarer, restauranter og DC's eneste reelle café (den ovenfor) lige om hjørnet. Nu skal jeg bare finde nogle møbler.

Kom lidt rundt i byen i forbindelse med åbent hus-arrangementerne. Blandt andet til Adams Morgan, hvor jeg fik et glas vin (det første i en uge, mhmm, det var godt) på Tryst, en sjov café som jeg også besøgte med Per, da vi var i DC for et års tid siden. I aften skal jeg nok ud at spise og se film med norske Margrethe og nogle andre fra universitetet. Og i morgen skal jeg skrive artikel til Politiken, som redaktøren gerne vil have på forsiden. Og læse om Pakistan. Jeg må hellere se at komme igang.

Mig og Obama

Der kommer et indlæg der beskriver min aften med Obama senere. Eller nok snarere engang i weekenden, når jeg ikke har for travlt til at sove.

Men allerførst vil jeg lige levere bevis for, at jeg faktisk var der - jeg har nemlig fundet et billede, hvor man kan se mig. Skimte, i al fald. Se selv:

Det kan godt være I skal klikke billedet større (bare klik på det, mor) for at kunne se, at det er mig. Men det er det altså, til højre for Obama (som står foran flaget) oppe på balkonen. Der er en blå pil, der peger ned i mit hoved. Jeg står og læser talen i en blå kjole, lige under hende der har noget meget rødt på (nu hvor jeg sidder og kigger på billeder forstår jeg pludselig de kvindelige kongresmedlemmers strategi med at tage MEGET farvestrålende ting på. Så kan man se dem på billeder). Jeg kan godt se, at det er mig. Kan I? Ellers får I lige et closeup:

Altså, det er lidt sløret. Men stadig. Jeg står der og læser i min blå kjole, mens jeg holder fast kanten af borde med den ene hånd og holder fast i talen med den anden. Det er altså mig, det kan man se på håret.

Og her til sidst får I et lidt mindre egocentrisk billede af hele salen, eller chamber, som det jo hedder. Er der ikke smukt? Er Obama ikke smuk? Er det ikke smukt, at jeg var der? Jeg bliver stadig lidt høj af at tænke på det. Nu mangler jeg bare at møde ham sådan rigtigt. Åh, Obama.

Rutschebaner

Så smuk var Capitol omkring midnatstid i går efter SOTU

Nu har jeg været i DC i en uge, men det føles som om, jeg har været her i hundrede år. Det er nok fordi ugen har været præget af nogle ret voldsomme følelsesmæssige svingninger.

I går aftes, for præcis et døgn siden, stod jeg få meter fra Obama i Kongressen på Capitol Hill og så ham levere sin tredje State of the Union-tale, og var utvivlsomt verdens lykkeligste praktikant. Hvis ikke menneske. Og så fik jeg endda ros fra min redaktør for de artikler, jeg skrev derfra.

I dag er jeg i den modsatte ende af følelsesskalaen. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at smide mine ting i min kuffert, købe en billet og flyve hjem i armene på Per, hjem til trygheden, mit hjem, mine veninder og min familie (selv kattene savner jeg).

Jeg synes alt er utrygt og uoverskueligt og uoverkommeligt her til aften, men det er nok mest fordi jeg er træt. Og så fordi jeg lige har fået at vide, at jeg ikke skal bo med dem, jeg havde regnet med i huset på Capitol Hill, men at der flytter to nye fyre ind samtidig med mig. Jeg flippede lidt ud først (og ringede til Per for at tude), men har fået lidt mere info nu, og jeg tror, jeg flytter ind alligevel. Mest fordi jeg ikke orker mere usikkerhed om, hvor jeg skal bo, og slet ikke gider endnu en omgang craigslist. Men også fordi det er et fint værelse i et fint hus i et fint kvarter, som jeg har glædet mig til at flytte ind i.

Det føles helt forkert og forkælet at skrive om at være i kulkælderen dagen efter, at jeg fik en plads på første presserække til State of the Union-talen, som kun USA's allerøverste politiske elite har adgang til. Og dagen efter, at jeg tilbragte en hel aften i selskab med Obama (og et par hundrede andre mennesker, mindre detalje) i den smukke kongres. Det har været en af mine store drømme og det er noget, de færreste nogensinde kommer til. Men måske er det bare svært at undgå de følelsesmæssige sorte huller, når man river tæppet af tryghed væk under sig selv og putter 6000 kilometers verdenshav og seks timers tidsforskel mellem sig selv og alle dem, man elsker. Jeg må nok erkende, at jeg indløste abonnement til rutschebanen, da jeg købte flybilletten, og forberede mig på en lang tur. Too be young is to be high, is to be sad, som en klog mand synger. Nu vil jeg prøve at lytte lidt til ham og få lidt perspektiv på sagerne.

Livet er acai

Det er tåget for tredje dag i træk, jeg er begyndt at savne ham den søde virkelig, virkelig meget og jeg er begyndt at få øjnene op for, at det her semester bliver det travleste i mit liv. Men bortset fra det med savnet, så gør det ikke så meget. For hvis foråret fortsætter lige så fantastisk, som det er startet ud, så bliver det et storartet et af slagsen.

Grunden til, at jeg er oppe at køre over (at være) i DC, er blandt andet at jeg har fået pressekort til Kongressen, skrevet min første rigtige artikel til avisen og fået lovning på, at jeg kommer til Det Hvide Hus flere gange i løbet af min tid som praktikant.

Men det er allermest fordi jeg i dag fik at vide, at jeg skal dække præsident Obamas State of the Union-tale i morgen. Sådan rigtigt. Altså jeg skal være i det samme rum som Obama, kun få meter fra. Og det allerbedste er, at jeg får lov til at skrive en reportage om det politiske cirkus. Jeg har alt for høje forventninger, jeg håber, det kommer til at gå godt. Og at jeg kommer til at kunne se ham. Præsidenten. Wow. (Jeg er forberedt på, at jeg nok skal forsøge at komme mig over min uprofessionelle begejstring før i morgen).

Nå, men ville egentligt bare komme med en lille billeddagbog fra det sidste døgn:

Fandt virkelig lækker sushi med brune ris og acaijuice i Whole Foods, hvor jeg ville kunne bruge en månedsløn på underlige økologiske produkter, friske bær og frugter fra hele verden og californisk vin (jeg er faktisk godt i gang med at gøre det). Og nå ja, så har de Vanity Fair. Til en brøkdel af prisen af, hvad det koster derhjemme.

Havde første dag på avisen, og første opgave var at tage til Capitoll Hil for at få lavet pressekort til Kongressen. Mødtes med søde Hannah, der arbejdet i Senatet og som jeg mødte da jeg var til åbent hus-arrangementer sidste uge, og drak æblecider og fik gode råd og sladder og lidt a vide generelt om DC.

Gik igennem GIGANTISK demonstration mod abort. Der var mindst 100.000 mennesker. Det er virkelig underligt pludselig at være i et land, hvor den slags bliver debatteret, med danske briller er den debat jo fuldstændig forældet. 

Distriktet er dækket af tåge for tiden, og selvom det er lidt trist er det også ret smuk. Gik glad hjem gennem byen og skal nu bruge aftenen med at læse. Det bliver der ikke tid til de næste par dage. Uh jeg glæder mig til i morgen.

Annapolis

Det er tidlig eftermiddag her på den anden side af Atlanten. Og så er det koldt og gråt, hvilket er ekstra deprimerende efter flere dags solskin. Men jeg kan godt tillade mig at krybe ned under dynen.

Jeg  har nemlig været på reportagetur i Annapolis, en køn lille by en times tid fra DC. Jeg skulle lave et par interviews, men jeg kom i god tid, så jeg satte mig på et coffeehouse og drak lidt pebermyntethé og skriblede spørgsmål ned. I min 'Reporter's Note Book'. Prøv lige at overvej, hvor sej den er. På en eller anden måde føles det først nu som om jeg rigtig er ankommet til USA, efter at jeg har lavet journalistik med amerikansk jord under fødderne. 

Byens hovedgade var køn på trods af alt det grå, men det var først da jeg gik rundt i sidegaderne, hvor folk bor, at jeg rigtig fattede dens skønhed.

Alle huse ser cirka sådan her ud, og det er jo ikke til at stå for. På turen til Annapolis så jeg også en masse gammeldags træhuse, der lå på små bakketoppe ved en sø med bådebroer. Jeg forestiller mig, at det er endnu mere idyllisk i foråret, jeg kunne godt tænke mig at se det der. 

Nu er jeg tilbage i mit mikroskopiske midlertidige værelse (får forhåbentligt godkendelse af landlorden i morgen, så jeg kan flytte ind i det fine hus ved Capitol Hill). Jeg hører fransk radio og skyper med Clara, der skriver stil til skolen, og så prøver at tage mig sammen til at arbejde. Jeg går i gang. Lige om lidt, i al fald.

Snevejr og primærvalg

Det sner i DC! Sådan rigtigt!

Det gjorde det i alt fald i nat, og den gade, jeg skal bo på fra om et par dage af (forhåbentlig, venter stadig på at blive godkendt af landlorden) ser sådan her ud i snevejr:

Mægtig yndigt, men også mægtig koldt. Ifølge vejrpigerne bliver det 15 grader på mandag (og ja, det er celcius og ikke fahrenheit, vi snakker om her), så det er nok bare om at nyde sneen så længe den er her. Men jeg glæder mig nu til forår (og begynder at fortryde, at jeg ikke tog min varme vinterfrakke med i kufferten).

Jeg har ordnet logistiske ting i dag, hvilket blandt andet har resulteret i, at jeg skal til Annapolis, Maryland (jeg vidste heller ikke hvor det var før jeg googlede det), i morgen tidlig. Jeg skal lave noget reportage til Politiken, som jeg fortæller mere om, når det er færdigskrevet.

Og så har jeg været inde på avisen og dækket primærvalg for første gang, selvom det kun var på twitter. Jeg er helt klart på udebane, når det kommer til sprog og kendskab til kandidaterne, debatterne og sladderen. Men til gengæld kan jeg mærke min journalistiske rygrad - jeg ved hvilke historier, jeg synes er vigtigst, jeg ved hvordan jeg vil fortælle dem og jeg kan gøre det hurtigt, på trods af, at det hele skal gennemlæses for sprogfejl, og at jeg lige skal sætte mig ind i sagerne først. Jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang på mandag, hvor jeg skal lave mine egne historier. Vi var fire praktikanter på avisen i aften, og redaktørerne var søde og inviterede os ud på drinks, men de andre skulle hjem af forskellige åndssvage årsager, så det blev ikke til noget. Øv. Jeg glæder mig til at drikke drinks på skumle barer og høre røverhistorier om byen og politikerne og livet som journalist i DC. Måske bliver det på tirsdag, hvor manden med de store ører holder sin 'State of the Union'-tale, og vi allesammen er kaldt ind.

Trusler mod den perfekte studerende

Jeg har opdaget noget forfærdeligt. Sådan rigtig gruopvækkende, sjælerystende forfærdeligt. Jeg ved slet ikke, om jeg kan blive boende i DC, nu hvor jeg har fundet ud af det.

De har ikke nogen cafeer.

Altså, der ligger en Starbucks på hvert hjørne, og hvis ikke der ligger en Starbucks, så ligger der en Potbelly, en Lavazza, en Caribou, en Subway eller en anden slags forfærdelig kædebutik. De er over det hele, og der er intet andet. Jeg har vadet rundt i kvarteret, trawlet guidebøgerne igennem, spurgt alle DC-kendere, og de siger alle det samme: der er ikke caféer i DC. Der er ikke nogen steder, hvor man kan sidde i timevis over en bog og en kop kaffe (eller et glas hvidvin, ahem), ikke nogen steder, man ved hjælp af daglige besøg kan gøre til ens udvidede dagligstue (hvilket især kan være tiltrængt, når man ikke har nogen dagligstue), ikke noget sted man kan sidde og lade som om, man studerer, mens man i virkeligheden drikker kaffe og tjekker facebook.

Jeg forudser at det bliver et kæmpe problem for mit ophold her i byen og en stor trussel mod min læsning.

Men jeg tror, jeg har fundet en løsning. En lille lomme parisisk paradis midt i caféløse, uciviliserede DC. Som måske nok er en endnu større trussel mod min studierelaterede læsning end manglen på caféer:

Kramerbooks & Afterwords, bogbutik og restaurant. Næsten lige så godt som mit stamsted i Bruxelles, den italienske bogbutik, café, restaurant OG VINBAR Piola Libri.

Det her er ikke helt en café, omend der er et par kvadreter med noget, der skal ligne en parisisk zinc-bar og et par vakkelvorne caféborde. Jeg er forelsket. Og så er der en lækker restaurant, men det er jo ikke det, jeg leder efter (dem er der til gengæld mange gode af her i byen, lader det til).

Chardonnay og bachelor-relevante bøger - jeg elsker Kramerbooks

Derudover er det en af de bedste bogbutikker, jeg nogensinde har været inde i, som er paradis både for dem, der helst vil drømme sig væk i skønlitterære værker og dem, der vil kloge sig med faglitteratur og ikke mindst dem (mig), der gerne vil begge dele.

Lige nu bor jeg tæt på mit nye paradis, og det er farligt. For jeg bruger allerede alt for meget tid derhenne, og så kommer jeg til at bruge alt for meget tid på at læse de bøger, jeg kom til at købe.

Og det er ikke så godt, for wow, vi skal læse meget til faget. Denne uge er pensum på over 200 sider, 3-400 hvis man også vil læse 'additional reading' og ikke kun de påkrævne artikler. De er allesammen meget interessante, ser det ud til, men det er en del mere, end jeg er vant til fra SDU. Kombiner det pensum med forberedelse til foredrag, tre store akademiske opgaver i løbet af semestret, et praktikophold med 20 ugentlige arbejdstimer og et stort anlagt bachelorprojekt, og du har en travl Michelle. Som også gerne vil drikke hvidvin, træne hver dag, læse skønlitteratur, gå ture i byen, spise brunch på Tryst i Adams Morgan og have et par weekendture til solbeskinnede Florida, Louisiana, San Francisco og New York. Og lige skal finansiere det hele med lidt freelancearbejde. Jeg må hellere se at komme i gang...

Mit kontor, soveværelse og garderobeskab

Lige nu sidde rjeg her på sovesofasengen og dovner, men det er det så slut med nu. Nu vil jeg nemlig bore næsen ned i bøgerne (eller... pensum består faktisk af pdf-filer) så jeg med god samvittighed kan se primærvalg på avisen med de andre praktikanter i aften.

Lidt om collegekids

OMG. OH MY GOD. Ingen andre ord duer.

Jeg har været i skole i dag, for første gang på campus, og OMG (man skal gentage det hele tiden, hvis det skal være rigtig amerikansk) ikke at bo på campus er den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv.

For det første ligger campus cirka lige så langt fra downtown DC som København fra... en eller anden jysk by, jeg ikke kender navnet på. Og så ligger det i et dødt, kedeligt, stille, deprimerende, uinspirerende (begynder I at få pointen?) kvarter.

For det andet er det grimt. Nyt, fladt, gråt. Kedeligt. Jeg havde regnet med nogle store, gamle murstensbygninger og en hel masse store, gamle træer med en masse studerende rundt om træstammen (de sidder ALTID og læser op af et træ, de studerende i filmene om studerende. ALTID). Men jeg går ikke på Harvard, må jeg nok erkende, jeg går på et grimt universitet. Jeg var ved at dø af grin (efter jeg var kommet mig over chokket) da jeg kom ind i klasseværelset og så, at vi skal sidde på sådan nogle små stole med klapborde (se billede nedenunder). Come on, vi går alså ikke i børnehaven... Udover en masse ret intetsigende klasseværelser, kontorer og møblement, så består universitetet af en stor bygning, som alle de 19-årige bor i.

Og her kommer vi ind på det tredje. Mine medstuderende bliver yngre for hver dag, der går. Der er flere der er søde nok, men OMG, de er unge. Især fyrene. De går allesammen rundt med Washington Post under armen, sådan helt tilfældigt. Hele tiden. På en meget demonstrativ måde, der beder os allesamen (og især læreren) om at lægge mærke til det. Så har de nyindkøbte, lidt for store jakkesæt på, som ikke kan skjule, at det er børn og ikke mænd, der er indeni. Og så snakker de mere om deres tøj end pigerne i klassen gør, hvilket er en ret stor præstation. Men okay, vi har vel allesammen været unge og haft brug for at demonstrere overfor hele verden, at vi læser avisen hver dag og er meeeeget modne og selvsikre. Det er bare et par år siden for nogle af os. Det værste, og det eneste der virkelig generer mig, det er at de gør det samme i klassen.

I dag havde vi besøg af en klog mand, og da der blev åbnet for spørgsmål fløj hænderne i vejret. Og så gik de små drenge i gang med at stille 'spørgsmål', som i virkeligheden bare var et forsøg på blær. Hvert eneste spørgsmål startede med gutternes egen (meget lange) analyse af en given sag (eksempelvis krigen i Afghanistan og økonomien i Kina, som de da helt klart er eksperter i), før de kom til et spørgsmål, hvis det overhovedet skete. Og den kloge mand var uenig i analysen, og så rullede de med øjnene og synes han var åndssvag. Bagefter klappede de hinanden på skulderen og sagde sådan noget a la 'Hø hø. Der fik du ham. Det kunne han ikke svare på, hva'?'. Efter at de havde siddet og gjort sig til grin. Bagefter gik de op til læreren, fordi de lige ville uddybe deres analyse. Og forbedre deres karakter. Og læreren havde travlt og ville bare gerne ud af døren. For hvert minut der gik, blev jeg gladere og gladere for mine nye, gamle roommates, der er 'pretty awesome', som de selv skrev i annoncen. Jeg glæder mig til at flytte ind og ikke længere være den ældste, jeg møder hver dag (bortset fra min lærer).

Åhhhh hvor det minder mig om, hvor forfærdelig jeg var, da jeg var yngre (jeg gjorde præcis det der med blærespørgsmål, tror jeg) og åhhhhh hvor orker jeg bare ikke at bruge tid på det igen. Jeg gider simpelthen ikke konkurrende med 19-årige amøber om at stille det længste spørgsmål. Men det er også en lille smule inspirerende, for nu SKAL jeg bare have en bedre karakter end dem.

Men faget virker stadig meget spændende, så medmindre de der møgunger spolerer det med deres uudholdelige forsøg på at få 13 (eller A, som topkarakteren hedder her), så skal det nok blive et lærerigt og udofrdrende semester. Vores pensum er meget relevant for de artikler, jeg skriver (og gerne vil skrive i fremtiden), vores foredragsholdere er kloge og sjove (selvom jeg tit er uenige med dem) og jeg kan rigtig godt lide vores lærer. Men OMG hvor er jeg lykkelig for, at jeg ikke skal omgås med de 19-årige verdensmænd hver dag...

Ps. Vil I ikke nok love mig, at mine klassekammerater aldrig kommer til at læse det her indlæg?

Boligjagten pt.4/Første dag i DC pt.2

Jeg tror det her er mit sidste boligjagt-indlæg, og jeg er helt sikker på, at det er mit sidste 'første dag i dc'-indlæg. Jeg er nemlig på vej i seng (jeg ligger faktisk allerede i den) efter en lang og produktiv dag og ret så udmattende dag.

Jeg tror jeg har fundet et sted at bo, jeg har i al fald fået tilbudt det og takket ja til det og skal nu kun godkendes af landlorden. Det bliver jeg forhåbentligt i løbet af et par dage, og så kan jeg flytte ind.

Da jeg så annoncen på Craigslist noterede jeg den som 'DRØMMEgruppehus i Capitol Hill'. Det er billigt, det ligger rigtig godt, jeg må gerne få besøg af Per, der er udsigt til Capitol fra gaden og så virker mine nye roommates helt vildt søde og sjove. Det eneste minus er, at der er gulvtæppe på nogle af etagerne (men ikke i det store køkkenalrum, som fylder hele 1. sal). Men det overlever jeg nok. Jeg er så glad for, at boligjagten er ovre. Nu vil jeg sove, så jeg kan lave nogle lidt mere inspirerende indlæg i morgen, men ellers lave lidt mindre end jeg har gjort i dag.

Første dag i DC

I dag har jeg været i skole for første gang, været hjælpeløs i metroen for første gang, sagt mit første 'oh my god' (det smitter, jeg kunne ikke gøre for det), spist frokost med mine klassekammerater for første gang, set mit første DC-egern, mødt mine chefer og medpraktikanter på avisen hvor jeg skal praktikke de næste fire måneder for første gang (og faret vild i elevatorsystemet på vej op til kontoret) og fået et amerikansk telefonnummer. Med ubegrænset dataroaming, så nu går jeg rundt og lader som om jeg er travlt og tjekker mail konstant, ligesom alle de andre DC-folk. Mens jeg i stedet går og kigger på kortet på telefonen og prøver at finde rundt.

Og så har jeg fundet ud af, hvor gamle mine klassekammerater er (drummehvirvel.....): 20 år. Næsten allesammen. Så for første gang er jeg den ældste (og ikke den yngste, som jeg plejer at være) i klassen. Det har været en dag med mange førstegangs-oplevelser.

Det har også været en rigtig god dag, som har fået mig til at tro på, at det bliver et rigtig godt semester. Det bliver i al fald udfordrende, lærerigt og nok også ret sjovt. Min lærer er helt vildt sød, mine klassekammerater er også ret søde og mine medpraktikanter på avisen er vildt søde. Mine klassekammerater er ikke 21 endnu (de er altså lige så gamle som min lillebror!), så de må ikke gå ud på barer om aftenen, hvilket nok lidt bliver en hindring for vores sociale samvær. Især fordi de planlægger at gå på diskoteker for folk mellem 18 og 21 i stedet. Mens jeg planlægger at gå på vinbar. Men de er søde og sjove, så det kan være vi kan blive venner alligevel. Min mor fik et hysterisk grineanfald da hun foreslog mig at udleve den teenageungdom, jeg sprang over, og begynde at gå til fester med 18-årige collegekids. Det var overhovedet ikke sjovt, mor. Men en af mine medpraktikanter er en virkelig sød norsk pige, som godt må gå på vinbar for de amerikanske myndigheder. Så hende håber jeg, at jeg bliver ven med.

Jeg er virkelig træt nu, jetlaggen begynder at indfinde sig, men der går laaaaang tid før jeg kan lægge mit tunge hoved på puderne. Først skal jeg nemlig ud til tre åbent hus-arrangementer. Det ene, som jeg lige har arrangeret, er det sted, jeg har været helt forelsket i siden jeg så annoncen første gang. Det er et værelse i et smukt, gammelt rækkehus, der ligger virkelig fint. Men det, der trækker mest op, det er dem der bor der. Hvis de er bare halvt så sjove i virkeligheden som de er i den annonce, de har oprettet, så er de ret sjove. Så der vil jeg gerne bo. Jeg har virkelig høje forventninger til det sted, jeg håber ikke, at de skuffer. Før det skal jeg ud til to andre steder. Og bagefter skal jeg sove.

Check-in

Så er jeg i DC!

Sidder på sengen i mit midlertidige hjem efter en laaaaaaaaang dags rejse. Tog hjemmefra uhyggeligt tidligt (før klokken seks!) i morges, og klokken er nu over tre dansk tid. Men kun ni om aftenen amerikansk tid. Hvis bare alle døgn havde seks ekstra timer.

Er virkelig, virkelig træt, men jeg har selvfølgelig også rejst fra København til Washington over Bruxelles, så det er måske forståeligt nok. Jeg skal lige have læst de sidste artikler inden min første dag på universitetet (uh! første skoledag!) i morgen og have styr på, hvordan jeg kommer rundt og sådan nogle lavpraktiske, logistiske ting.

Jeg skal møde klassen i morgen på universitetets metrostation, hvorfra vi drager på eventyr (ej ok, nu overdriver jeg, foredrag) hos en eller anden tænketank. Jeg er meget, meget, meget spændt på, hvordan (og hvor gamle!) mine klassekammerater er, hvordan stemninger er og om min lærer er sød. Så vidt jeg kan se er der kun få timers undervisning i morgen, hvilket passer mig glimrende, da jeg skal have styr på en masse ting. For eksempel skal jeg oprette telefon- og fitnessabonnement, ud til to (måske tre) åbent hus-arrangementer i lejligheder, jeg gerne vil leje, lave nogle interviews til en artikel til Politiken og have styr på min økonomi og finansieringen af opholdet. De der tusinde kroner alle mulige fonde har lovet mig må gerne gå ind på min konto nu...

Jeg har kun en lille smule hjemve, og det har jeg kun, fordi jeg er træt. Så i seng med mig. Jeg glæder mig til at lave et lidt mere spændende indlæg i morgen.

Balloner og bobler

Jeg har cirka så mange balloner, der vælter rundt af lykke indeni lige nu. Og lige så mange bobler i mit glas, der er fyldt med fin champagne.

Jeg har nemlig fået 12 i International Politik. Det er et fag, hvor usandsynligt mange dumper (i dag gik halvdelen af dem, der var oppe, fra det grønne bord med en dumpekarakter), det er mit yndlingsfag (selvom jeg aldrig har været til undervisningen, ups) og så var det sidste eksamen i denne omgang. Så nu kan jeg tage til DC med et 12-tal i bagagen, nyvunden akademisk selvtillid og højt, højt humør. Nøj, hvor er jeg bare glad lige nu!

Derudover er det bare så ubeskriveligt skønt, at jeg er færdig med eksamenerne for denne gang. Nu kan jeg koncentrere mig om at kyle ting i en kuffert og uddele tusinde farvelknus, før jeg flyver onsdag morgen. Nu glæder jeg mig. Jeg skal bo, studere og arbejde i verdens politiske hovedstad! Det bliver et godt forår. Og det starter lige om lidt.

Indiana Jones i Petra

Det er en uge siden, at vi var på vej hjem fra Egypten! Tror lige jeg vil lave et lille opsamlingsindlæg senere. Men jeg skylder et indlæg om en af de største oplevelser, vi havde dernede, nemlig dagsturen til Petra. Logistisk og tidsmæssigt var det et mareridt, men den halve dag vi havde i Petra var det hele værd. 

Vi stod op kl.3.30 (!) for at tage en bus til havnebyen en time fra Dahab, sejle til Jordan (hvilket efter planen skulle tage en time, men tog tre) og derfra køre i bus til Petra. Per var skeptisk, da vi endelig kom af færgen.

Og endnu mere skeptisk, da vi ventede på bussen.

Og træt, da vi sad i den.

Nå, men alt var glemt, da vi gik gennem pæne Petra.

Og følte os meget små og ubetydelige.

Og fik bekræftet, at det var vi, i al fald i sammenligning med verdenshistorien.

Per - altid på arbejde.

ALTID!

Byen - eller ruinerne af den - ligger midt i den vanvittigt smukke jordanske ørken. Byen blev lavet flere århundreder før vor tid. Dens historie er lidt usikker, men fra 1100-tallet blev den betragtet som "den forsvundne by", som der var tvivl om overhovedet eksisterede.

I 1812 blev den opdaget af en opdagelsesrejsende, der nok havde en god dag den dag.

Vi havde også en god dag.

Så smuk.

Per - ren coolness. Go home, Indiana Jones.

Der er overraskende rart at gå rundt. Der er en lille smule turistbutikker, men ellers er det kun kamel-, æsel- og hestevognsfolkene, der råber 'taxi taxi' efter en, mens de rider forbi på deres kamel.

Vi følte os meget som Indiana Jones, da vi vandrede rundt i ruinerne. 

Vi kørte tilbage til Aqaba, havnebyen i Jordan, gennem ørkenen. Solen gik ned over sletterne, der lignede en mellemting mellem en afrikansk savanne (minus løver men med kameler, der går frit rundt) og sahara. Var ved at dø af skønhed, da solen gik ned.

Men så kom vi til havnebyen, og så startede mareridtet. Færgeturen hjem tog fem (fem!!!) timer, hvoraf de to gik med at ligge og vugge få meter fra havnekajen, fordi de havde glemt at reservere tid til at sætte  passagerer af. Der var klokken over midnat, og vi var lidt trætte. Og skeptiske. Begge to.