søndag den 11. december 2011

Solskin!

Billedet er fra Politikens rejseside tgt.dk

Om 19 dage og et par timer sidder jeg på en strand og suger solskin til mig. Per og jeg skal nemlig fejre nytår i Egypten! Vi købte de (meget billige) billetter i går, og jeg glæder mig virkelig, virkelig meget. Jeg har altid rejst meget individuelt og så langt væk fra andre danskere som muligt, så jeg havde aldrig troet, at jeg skulle til de turistede byer på Sinaihalvøen. Eller glæde mig så meget til det, som jeg gør. Med desperate times calls for desperate measures, og manglen på sol og lys er ret desperat efterhånden. Så jeg glæder mig!


Det magiske ord, der fik Per til at sige ja til at tage ud at rejse, var 'Hilton'. Siden hotellet reddede os begge flere gange, da jeg var i Mexico for at dække klimatopmøde, og det var det eneste hotel, hvor der var stabilt internet, har ordet Hilton fået mere betydning, end det egentligt kan bære. Når vi hører Hilton tænker vi ikke kun på en af verdens største hotelkæder med utallige hoteller i forskellig kvalitet, men på stabilt internet, god service og lækre senge. Normalt er det andre ting, jeg går efter, når jeg er ude at rejse - jeg ville meget hellere bo på et lille boutique-hotel med færre services men mere stemning - men Per skal kunne arbejde, mens vi er afsted, så Hilton er betingelsen.


Det er også okay, så længe vi kan komme væk fra hoteller på dagsudflugter og kommer ud at spise på de små, billige restauranter i byen. Vi skal bo i Dahab, hvor stranden ser sådan her ud. De sidste par år har vi været på mange paradisstrande rundt omkring i verden - blandt andet på Mauritius og Madagaskar, Zanzibar, Cuba og Sri Lanka - med kridhvidt sand, turkisblåt, krystalklart vand og dé der famøse palmer. Så jeg glæder mig til at opleve en strand, hvor sandet er rødt som rust og golde ørkenklipper udgør baggrundsbilledet. 


Jeg skal læse til eksamen, mens vi er dernede, så jeg forudser at der bliver hård kamp om hængekøjen.


Der er både pool og fitnesscenter, og jeg glæder mig til at svømme og træne hevr dag. Vi er kommet ind i en rigtig god rytme herhjemme, som helst skal overleve og med ind i nytåret. I Mexico var poolen alt for varm, den var faktisk varmere end luften (Per synes, temperaturen var perfekt), så jeg er lidt nervøs.


Men jeg overlever nok. Men jeg er faktisk lidt nervøs ved tanken om at rejse ud i verden og så bo på et kæmpe hotel, man kan finde i hver en by over hele verden. Jeg foretrækker virkelig de mindre af slagsen.


Ud over at bade, dase og læse, så planlægger vi at tage ud at se noget ørken og historie. Vi har blandt andet overvejet en tur til Petra i Jordan, som skulle være vanvittig smukt.


Vi skal helt sikkert ud på nogle dagsudflugter på både for at snorkle, dykke og bade.



Og så skal vi måske bruge en nat på at bestige Mosesbjerget, hvor solopgagen skulle være legendarisk smuk (og nå ja, så er det noget med Bibelen...). 

Fik jeg nævnt, at jeg glæder mig? Det er ikke en drømmerejse, der kan hamle op med Indonesien eller Sydamerika eller Afrika, men lige nu er lidt solskin, historie og snorkelture også alt, jeg drømmer om. Nu skal vi bare finde ud af, hvordan vi får smuglet en Jacques Selosse-champagne med flyet, så vi kan skåle nytåret ind med maner. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar