torsdag den 15. december 2011

Februarrejser


Jeg er så glad! Per har lige købt billet til DC. Han kommer og besøger mig i februar, så der går kun tre uger, fra jeg tager afsted, til han kommer på besøg første gang. Det er stadig alt for lang tid, men jeg får travlt med universitetet og praktikken, så det skal nok gå. Selvom jeg kommer til at savne ham. 

Udover at gå ture og drikke hvidvin og være forelskede, når vi er i DC, pønser jeg på to weekendture. Ham den søde er her nemlig henover to weekender, og så er det jo oplagt at komme ud at se.

Billede fra tgt

Den ene skal gå til New York (åh, New York!), hvor jeg sandsynligvis skal lave noget arbejde i forbindelse med mit bachelorprojekt. Og så skal vi gå over broerne, op i bygningerne og ud på barerne. Vi har været der mange gange sammen, men det er efterhånden et stykke tid siden, så jeg glæder mig grotesk meget til gensynet.

Billede fra Wiki

Det eneste krav til den anden turs destination er, at der er solskin. Og mint juleps. Der er koldt i DC i vintermånederne, så jeg forudser akut solmangel. Jeg drømmer om en weekend i Florida, Miami og måske en smuttur til Key Largo. Sydstatscharme og solskin, det er perfekt. Nu glæder jeg mig bare til februar!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar