mandag den 5. december 2011

Festlig mandag


Åhr, jeg elsker den her dag! Først og fremmest fordi det er dagen, hvor jeg har min første artikel i Ræson. Siden jeg som meget ung teenager læste et interview med Clement Kjærsgaard, blev meget forelsket og inspireret til en karriere som journalist med akademisk baggrund, har jeg drømt om at skrive for hans magasin. Og nu gør jeg det! I dag har jeg et laaaaaangt portræt af Sarkozy i magasinet, der udkommer to gange om året. Jeg har ikke modtaget magasinet endnu, så har kun set artiklen som pdf fra Infomedia, og nøj, hvor jeg glæder mig til at se den på tryk!

Det er den længste artikel jeg nogensinde har skrevet (til tryk, i al fald) og jeg elsker at skrive langt. Under arbejdet med artiklen blev jeg for første gang fuldstændig sikker på, at det er de lange, kloge, og velskrevne magasinartikler, jeg vil satse på at blive god til at skrive. Det kræver, at jeg bliver klog og velskrivende, så nu ved jeg hvad jeg skal lave de næste mange år...


Når ikke jeg arbejder på at blive det, vil jeg gå på bar og lade som om, jeg er journalist i 30'ernes USA. Det bliver der rig mulighed for i aften, når Ruby, mit andet danske hjem, fester som var det 1933. Den 5. december 1933 blev alkoholforbuddet i USA ophævet, og siden da har cocktailentusiaster og alkoholikere fejret dagen som var det juleaften. I aften byder Ruby på livejazz, fantastiske drinks og festlige mennesker, og jeg satser på at være et af dem. Jeg glæder mig!


I den lidt mere kedelige afdeling er jeg også glad, fordi vi endelig har fået leveret de tilskårne spejle vi skal bruge til garderobeskabet. Så snart har vi endnu en dør og forhåbentligt et helt skab.

Sidst men ikke mindst er jeg også begejstret for dagen, fordi jeg skal ud at købe diamanter og stiletter i dag. Jeg har startet indlægget med at fortælle om min kloge Ræson-artikel, så det må være passende at være lidt overfladisk her til sidst. Det bliver en god dag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar