søndag den 18. december 2011

Klogskab


Se hvor klog jeg bliver! Jeg fik fagbeskrivelse og pensum for mit fag på American University i går, og det ser vildt godt ud. Hver eneste uge nærstuderer vi USA's forhold til et nyt land eller en ny region. Og vi kommer vidt omkring: Kina, Indien, Pakistan, Afghanistan, Irak, Iran, Nordkorea, Sudan, det arabiske forår i de nordafrikanske lande, Mexico, Europa, Rusland og lidt andet. Jeg glæder mig! 

Faget er på 8 amerikanske point, hvilket svarer til 16 ECTS, så det er et helt halvt semester, det fylder. Det kan man godt se på antallet af eksamensopgaver i løbet af semestret og de mange sider, der skal læses. Men pensummet ser virkelig godt ud, det bliver godt at skifte min eksamenslæsning om dansk forvaltning og socialøkonomi ud med artikler om international politik. Det ser virkelig lovende ud.

Jeg har også fået min første bestilling på en artikel fra DC til Politiken, som jeg glæder mig til at skrive. Og så tror jeg, at jeg er ved at være sikker på emnet for min bachelor, selvom det stadig kræver meget research. 

Nu skal jeg i gang med noget freelancearbejde. Men allerførst skal jeg kigge lidt på de julegaver, jeg har købt til mine kære (og mig selv, ups!) og hygge med verdens dejligste kæreste. Det har været en god søndag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar