mandag den 17. oktober 2011

Montmartre, Montorgueil, Marais og St. Martin



Lørdag lavede vi cirka det samme som fredag - det vil sige næsten ingenting - bare i andre arondissmenter. Vi startede med at sove længe og læse avis i sengen, før vi gik ud i byen på en gåtur på over 15 kilometer. Vi havde lidt ondt i fødderne, da vi kom hjem, men de lange gåture gennem de mange kvarterer er muligvis det, jeg elsker allermest ved Paris. Især når de kombineres med stop på fortovscaféer.


Lørdag startede gåturen faktisk med et stop på en fortovscafé, hvor vi sad og fik morgenmad/frokost mens vi kiggede på kanalen. Kanalen er smuk i efterårsfarverne, og fordi der var sol og det var weekend var den også befolket med parisere, der spiste frokost langs vandet. Slusen gik op, det har vi ikke set før.


Den fine, gamle sluse. Man kan sejle på kanalen, det vil jeg prøve, før jeg tager hjem.


Vi spadserede til Gare de l'Est og tog metroen derfra til Montmartre. Der var lokalt loppemarked på Place Des Abbesses, og masser af mennesker.


Vi sad på Cafe St. Jean og kiggede på mylderet, men fik hurtigt lyst til færre folk og turister, så vi gik op i de små, fine gader. Rue Durantin er en af mine favoritter, så fin og bugtet og bakket. 


Vi fik et glas på Prohibido, en lidt trashet men meget hyggelig café på hjørnet af Durantin og Tholozé.


Vi kiggede på fine gårde, vi gerne ville gå på opdagelse i.


Og så gik vi en tur i de lokale markedsgader i Montmartre. På trods af, at der er få skridt til Sacre Caeur og Place du Tertre, muligvis det mest turistede sted i hele byen, var der ingen turister, men kun parisere, der sad og fik et glas eller en kaffe efter indkøbene i gadens mange fiskehandlere, ostebutikker, slagtere, bagere, vinbutikker og grøntsagsbikse.


Endnu en fin gade med udsigt til Montparnasse.


En mand spillede lirekasse (eller noget lignende) på den fine lille Place Emile Goudeau. Jeg kunne godt tænke mig at bo i det 18. en gang, måske bare i et par måneder.


Eksempelvis i det her fine lille hus.


Eller i det her store hus med en ret storslået udsigt. Jeg tror huset ligger på den højeste bakke i hele byen med undtagelsen af Sacre Caeur - nøj hvor gad jeg godt bo her.


Vi forelskede os også i den her lejlighed. Som koster over 22 millioner kroner.


En klassiker - jeg elsker udsigten fra La Butte.


 Vi tog billeder af hinanden med Paris bagved som det hør og bør sig.


Lyset var helt vildt.


Bagefter flygtede vi fra de alt for mange turister og lommetyve foran flødeskumskirken og satte os på en café for foden af mange lange trapper. Drak varm kakao og kaffe, for det var ret koldt, når man sad i skyggen.


V i gik ned gennem Rue des Martyrs og Rue Montmartre til Montorgueil, et af mine yndlingskvarterer i Paris. Vi var der omkring kl.19, parisisk myldretid, fordi alle får sent fri fra arbejde. Det va vildt hyggeligt at sidde og kigge på folk der hastede hjem gennem de smalle stræder, købte ind i de fine delikatessebutikker og lige nød et glas vin inden aftensmaden. Det blev mørkt mens vi sad der. Det gør det tidligt, efterhånden, efteråret har virkelig fået bid i byen.


Per foran socialisternes hovedkontor. Hårfarven matcher.


Da vi blev sultne gik vi gennem hele Marais for at få en bid mad på en hyggelig lille mexicansk smugkro i Haut Marais. Den idé var vi ikke de eneste, der havde fået, så det var umuligt at få et bord.


Så vi sluttede dagen af med vin og thaimad på den vildt gode restaurant i Rue Lancry ved Canal St. Martin. Og et lille glas champagne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar