Så er jeg alene i Paris igen. Annelise, der har været på besøg i en lille uges tid, er taget tilbage til Danmark. Efter ikke at have lavet andet end at dandere, spadsere og spendere hele ugen er min weekend nu forvandlet til hverdag. Lidt antiklimaks, men det er jeg jo selv ude om. Og vi havde ne god uge!
Vi drak meget (alt for meget!) god vin. Her ser I min yndlingsbutik i hele verden, en lille vinbutik, der specialiserer sig i Bourgognevin.
Vi gik ture i parker og haver og på gader og stræder og boulevarder.
Vi spiste på mange fine restauranter, brasserier og caféer.
... Og fik kage og flydende chokolade på Ladurée.
Vi fik charmet et par af Senatets livvagter til at give en privat rundtur, blandt andet ved at trække på vores baggrund som praktikant på Politikens Bruxelles- og Christiansborgredaktioner.
Der var meget, meget smukt derinde. Og vi så Napoleons stol. Og en masse franske politikere. (Hvilket er stort for to politik-nørder som os. Jeg begyndte lidt at drømme om et job som politisk reporter for fransk avis, men Annelise fik talt mig fra det - jeg ville aldrig kunne koncentrere mig om andet end ornamenteringen).
Vi så det blive efterår. De første par dage gik vi rundt uden jakker på og lå og solede os i parkerne, men i takt med, at dagene gik, faldt flere og flere blade af træerne og temperaturen dalede. Mod slutningen af ugen lå der gigantiske bladbunker, som denne i Jardin du Luxembourg, i alle parkerne. Jeg savner allerede sommeren.
Vi varmede os på caféer med kaffe. Og rødvin. Og hvidvin. Og Champagne.
Vi kiggede på gadeliv i fine Marais fra en af mine stambarer, vin/bogbaren La Belle Hortense.
Vi kiggede på Paris - og Annelises nye, seje solbriller - fra toppen af Tour Montparnasse.
Vi var turistede og fik andre turister til at tage billeder af os.
Og vi tog selv mange billeder af udsigten. Vi fandt i øvrigt ud af, at man kan komme gratis ind - og op - overalt i Paris med pressekort. Serviceinfo til andre journalister med slet moral og små budgetter.
Vi sad på fortovscaféer dagen lang. Også om aftenen, faktisk, men da havde vi ikke kamera med.
Og så nåede vi op i Pompidou og nød udsigten over tagene. Åh, der er så fint.
Jeg tror at alle, der kender Paris bare en lille smule, har det lidt svært med Eiffeltårnet. Det er jo den ultimative turistattraktion, og derfor forkasteligt for pariserne at holde af - eller tage billeder af, for den sags skyld. Jeg bliver stadig glad hver gang, jeg ser toppen titte op over tagene, så jeg elsker det på trods.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar