December + solskin

Jeg har længe været i tvivl, længe drømt, længe udsat beslutningen, men nu gør jeg det. Eller rettere, nu har jeg gjort det.

Jeg har lige købt en billet til Indonesien med afgang i slutningen af verdens længste måned, november.

Jeg tror det er det pludselige skift i vejret her i Paris, der overtalte mig. Det er ikke mere end fire dage siden, at jeg lå på Place des Vosges i solskin og det var sommer, men siden da er det gået hurtigt ned af bakke. 

Nu er det mørkt om morgenen - visse dage er det mørkt hele dagen - det er for koldt til bare, brune ben, man kan kun sidde ude på fortovscaféerne, når der er skruet godt op for varmelamperne, og der er brune/orange/røde blade overalt. I bjerge. De er så det eneste farverige indslag i en ellers overvejende grå by, så dem lever jeg med.

Det er blevet efterår, og det minder allerede om vinter, og så gik jeg i panik og det er min undskyldning.  Nu har jeg noget - solskin, for eksempel - at glæde mig til, og det gør de næste måneder mørke og dermed den uundgåelige efterårstristesse mere til at leve med.

Jeg skal være afsted tre uger, og jeg drømmer om og er så småt begyndt at planlægge, hvad jeg skal se. Der er regntid, og det gør det desværre umuligt at besøge mange øer, men Bali, Java og Gili-øerne burde være badet i mere solskin end regn, så det bliver sandsynligvis dem, jeg besøger.

Jeg skal svømme hver dag, dykke så meget jeg har råd til, ligge på stranden og blive brun og læse til eksamen, besøge templer og rismarker og gademarkeder, spise god og sund mad, bade lidt mere, læse et par klassikere eller tyve (og nej, her er der ikke kun tale om Understanding International Relaions og Grundloven), gå i sommerkjoler, have bare ben, få sommerfregner, spise frugt til morgenmad, kigge på vulkaner og savne alle dem derhjemme i Paris og København.

Jeg skal nemlig afsted alene. Det er jeg lidt spændt på, men mon ikke det går. Siden mine tidlige (teenage)New York-eventyr har jeg ikke rejst meget alene, i al fald ikke så langt væk og så længe, men jeg glæder mig faktisk. Der er mindre end to måneder til, at jeg er der. Og de to måneder skal jeg bruge i Paris, muligvis den eneste by i verden, der ser godt ud i grå. Det er ok. Selvom det er efterår.