onsdag den 12. oktober 2011

God dag

Cover er helt klart mit foretrukne modemagasin i Danmark, og jeg er stolt over at bidrage.

Det er væltet ind med gode nyheder, spændende arbejdsopgaver og søde ord fra dygtige folk i dag, og jeg kan slet ikke lade være med at smile. Det er så skønt, når arbejdet lønner sig (og ikke kun i kroner). Efter et par dage med ret tung arbejdsbyrde kan jeg skimte lidt fritid forude, og nu kan jeg holde fri med god samvittighed, fordi jeg ved, at jeg har gjort mit arbejde godt på det sidste. Det er skønt!

Her er et lille udpluk af alt det gode, der er sket i dag - jeg kan slet ikke huske det hele.

Jeg har fået svar fra Danmark-Amerika Fondet om, at de indstiller mig til Washington Semester Program. Det betyder, at jeg har en bedre chance for at komme ind, og at jeg skal betale 11.000 kroner mindre for undervisningen, hvis jeg gør.

Jeg har gået og ventet på det svar for at kunne sende min ansøgning videre i systemet, og nu har jeg afleveret og udfyldt alle nødvendige dokumenter, ansøgningsskemaer og motiverede ansøgninger til American University. Jeg tror på, at jeg kommer ind, men jeg ved selvfølgelig intet endnu.

Cover-artiklen - et portræt af den temmelig cool svensker Johan Lindberg - gik igennem uden rettelser. Christina, Covers seje chefredaktør som jeg jeg tidligere har arbejdet sammen med på Politiken, roste mig og skrev, at jeg skriver rigtig dejligt. Det er første gang, at jeg skriver en artikel til et magasin som Cover, hvor holdbarheden på artiklerne skal være ret lang og det hele skal være lidt lækrere, så jeg er meget glad og glæder mig til at se den på tryk. Og så håber jeg, at der kommer flere arbejdsopgaver derfra i fremtiden.

Jeg kommer sandsynligvis på siden med månedens bidragsydere i Cover. Det er der hvor alle de seje normalt bliver præsenteret med lidt tekst og et hipsterbillede. Jeg må indrømme, at jeg synes det er ret blæret, hvilket nok lidt diskvalificerer min smarthed. Men jeg er ligeglad. Igen, kom nu med det magasin på tryk!

Min artikel fra dagens Politiken endte rigtig godt, og den var sjov at skrive (ikke, Clara?)

Politiken-artiklen blev også rigtig fin, og jeg fik ros af Adam Hannestad, en af mine yndlingsredakører på Politiken. Jeg skrev den igennem flere gange, og jeg er rigtig glad for slutresultatet. Og jeg får god løn for den, hvilket også er et plus for en SU-plaget livsnyders hverdag i Paris.

Politiken bad mig også om at oversætte nogle spændende dokumenter fra fransk til dansk, og den opgave glæder jeg mig rigtig meget til at gå i gang med.

Søren Heuseler bad mig om at opdatere nogle artikler, som ser vildt spændende ud, og finde ud af, om der mangler EU-stof, der skal skrives, før Danmark overtager formandsskabet til januar- jubi!

Og lige nu har jeg så god arbejdssamvittighed, at jeg vil tillade mig selv en spadseretur i kvarteret, før jeg skal hjem og arbejde i aften. Det er en god dag i dag. Og Per kommer i morgen. 

Og nu skal jeg ud at kigge på efterårsfarver ved kanalen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar