Så er der igen gået en lille uges tid siden sidste indlæg, og jeg forstår ikke, hvordan tiden er forsvundet. Jeg tror forklaringen er en blanding af forår, forsider (kun én, men stadig!), vin med venner, træning og generel gladhed. Ligesom foråret har glæden varet mere end en måned nu, og jeg får snart krampe i kinderne af at smile. Jeg er virkelig glad for at være i DC. Virkelig. Jeg kommer til at tude så meget, når jeg flyver herfra.
Jeg er halvvejs nu. Det er otte uger siden, at jeg fløj herover, og der er otte uger til, at jeg flyver hjem til Danmark. Det går næsten lidt for stærkt, synes jeg, selvom savnet til alt derhjemme - familiemiddage, hvidvin med veninderne, weekendture til Bornholm, Per, dovne dage i verdens smukkeste lejlighed, Ørstedsparken, kaffe i solen med gode folk og lange nætter i godt selskab - er begyndt at gnave nu.
Jeg kommer til at savne det her på en anden måde, fordi jeg fra starten af vidste, at det hele var midlertidigt, mens det derhjemme er noget der skal være der længe, hvis ikke altid. At jeg kender slutdatoen gør, at det hele er lidt mere intenst - lev i nuet, grib chancen, carpe diem og alt det der. Og det er ikke kun mig, jeg tror at mange af os - både nogle af mine studiekammerater og medpraktikanter - har det på den måde. Det gør at vi er mere opmærksomme på at have det sjovt, få oplevelser vi kun kan få i DC, lære ting vi kun kan lære i DC, lære så meget som muligt på avisen, knytte stærke bånd på kort tid, lære hinanden at kende hurtigt. Jeg kan godt lide midlertidigheden og den bevidsthed, den bærer med sig. Jeg tror ikke jeg kan lide den i starten af maj, når det endnu engang er tid til farvel og lange flyveture.
Jeg lærer sindssygt meget. Om international politik på universitet, om journalistik på avisen om sjov og ballade i byen. Og om savn og mig selv og lidt om min fremtid. Jeg er så glad for, at jeg tog afsted. Jeg bliver så ked af det, når jeg tager hjem. Og sådan kommer det til at være igen og igen. Det starter forfra til juni, når jeg tager til Istanbul. Og til september, når jeg måske flytter til Paris. Og til januar, når jeg flytter videre derfra. Det er godt jeg er så glad i mellemtiden.
Jeg er halvvejs nu. Det er otte uger siden, at jeg fløj herover, og der er otte uger til, at jeg flyver hjem til Danmark. Det går næsten lidt for stærkt, synes jeg, selvom savnet til alt derhjemme - familiemiddage, hvidvin med veninderne, weekendture til Bornholm, Per, dovne dage i verdens smukkeste lejlighed, Ørstedsparken, kaffe i solen med gode folk og lange nætter i godt selskab - er begyndt at gnave nu.
Jeg kommer til at savne det her på en anden måde, fordi jeg fra starten af vidste, at det hele var midlertidigt, mens det derhjemme er noget der skal være der længe, hvis ikke altid. At jeg kender slutdatoen gør, at det hele er lidt mere intenst - lev i nuet, grib chancen, carpe diem og alt det der. Og det er ikke kun mig, jeg tror at mange af os - både nogle af mine studiekammerater og medpraktikanter - har det på den måde. Det gør at vi er mere opmærksomme på at have det sjovt, få oplevelser vi kun kan få i DC, lære ting vi kun kan lære i DC, lære så meget som muligt på avisen, knytte stærke bånd på kort tid, lære hinanden at kende hurtigt. Jeg kan godt lide midlertidigheden og den bevidsthed, den bærer med sig. Jeg tror ikke jeg kan lide den i starten af maj, når det endnu engang er tid til farvel og lange flyveture.
Jeg lærer sindssygt meget. Om international politik på universitet, om journalistik på avisen om sjov og ballade i byen. Og om savn og mig selv og lidt om min fremtid. Jeg er så glad for, at jeg tog afsted. Jeg bliver så ked af det, når jeg tager hjem. Og sådan kommer det til at være igen og igen. Det starter forfra til juni, når jeg tager til Istanbul. Og til september, når jeg måske flytter til Paris. Og til januar, når jeg flytter videre derfra. Det er godt jeg er så glad i mellemtiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar