Forårsfeber

(Dårligt) iPhone-billede af lyserød, lovende blomstersky ved skatteministeriet.

Det er ikke kun folkeslag fra det kolde nord, der bliver sindssyge af glæde, når foråret ankommer med blomstrende træer, lune solskinsstråler og lys, lys, lys. Det er heldigvis universelt, tror jeg. Det har i al fald ramt alle jeg kender her i DC.

Folk er skøre i låget af glæde. Skøre nok til at gå hjemmefra uden jakker selvom det er for koldt og de kommer til at savne den om aftenen, skøre nok til at spise frokost udenfor i stiv kuling, fordi der er solskin, skøre nok til at være glade hele tiden, smile hele tiden, grine hele tiden. Det er ret fedt. Det er sådan en sindssyg folkelig psykose, der startede den dag de første blomstertræer sprang ud som små, lyserøde skyer af lykke i gadebilledet og lovede os sommer og sol og lune nætter.

Klassekammerater i forårshumør.

Selv min chef holder for lange frokostpauser i solen, alle går ud for at få et glas vin efter arbejde, for det er for lyst og lunt til at gå hjem, og alle er 50% lykkeligere end normalt. Jeg har det for sjovt, bruger for meget tid med at holde fest med mine nye venner, går for mange ture i solen - i forhold til, hvor travlt jeg har med universitetet og avisen, i al fald. Man burde begynde at bruge forår som lykkepiller.

Caroline fra Texas spiser sushi for første gang i sit liv og elsker det (og det blæser, men solen skinner, så hey, lad os gå op på taget)

Nu venter vi kun på, at kirsebærtræerne nede ved alle mindestederne ved The Mall springer ud, så fejrer DC sig selv med den årlige Cherry Blossom Festival. Så begynder stabiliteten nok at indfinde sig på ny, og så kan vi igen begynde at koncentrere os om andet end at smile til fremmede på gaden og have det alt for sjovt. Man kan jo ikke lave noget fornuftigt, når det er forår.

Gerd Margrethe i forgrunden og the Capitol i baggrunden. Og forår.