Oev. Jeg har lige sat Per paa taxaen mod lufthavnen, og nu er han paa vej hjem til Danmark. Og jeg sidder paa avisen og proever at lade vaere med at tude, og mine soede medpraktikanters knus og soede ord goer det kun endnu svaerere. Der gaar kun fem uger, til han flyver herover igen, lige nu virker det bare som en evighed. Paa en maade er det okay, nu faar jeg mere tid til at koncentrere mig om universitetet, praktikpladsen, mine nye venner og traening. Og vi ses paa Skype hver dag. Jeg savner ham bare allerede afsindigt, og det er kun et par minutter siden, vi sagde farvel. Vil forsoege at kurere savnet med artikelskrivning, laesning af 278 sider om Iran og en opgave om praktikpladsen til universitetet, som jeg har udskudt, til Per tog afsted. Som skal afleveres i morgen. Der er ikke tid til at tude nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar