fredag den 3. februar 2012

Av

Jeg har tømmermænd. For første gang i DC, så det var lidt på tide. Det var slet ikke meningen, og det gik lidt ud over min tætpakkede kalender, men det var sjovt. Nogen gange er det det vigtigste.

Efter en god dag på universitetet i går slog jeg et smut forbi kontoret for at drikke en kop kaffe med de praktikanter, der stadig var på arbejde. Men Margrethe havde brug for et glas vin, fordi hun lige var blevet truet med et sagsanlæg fra en fornærmet senators pressemedarbejder.

Margrethe spiser sin første østers

Så vi gik på Old Ebbitt Grill, en institution her i DC, hvor det vrimler med congressmen, båsene er foret med mørkegrønt velour, bartenderne har hvide skjorter og sorte butterflies på og man lidt har på fornemmelsen, at pæsidenten kunne træde ind ad døren når som helst.

Først drak vi et glas hvidvin, så drak vi et til, så bestilte vi østers, for det havde Margrethe aldrig prøvet før, så var det pludselig sent og vi blev sultne og bestilte mad, så skulle vi have en flaske vin og ups, så blev klokken rigtig mange og vi var rigtig pjattede og vi fik ikke læst eller trænet som vi ellers havde planlagt. Men det var sjovt. Og nu har vi planlagt at udveksle byer til sommer når vi er hjemme fra de store stater, så jeg tager op til de norske fjelde for at bo i hendes hytte og vandre rundt og fange laks og bade i floder, og hun kommer til Paris, hvor vi skal lave ballade. 

Dårligt billede af en god restaurant

Nu skal jeg prøve at tage mig sammen og komme ud af døren. Skal ind til et frokostmøde på avisen, et par timer på universitetet og så skal jeg hjem og læse en masse sider om Indien. Søndag skal jeg på roadtrip til IKEA med Esther, som elsker helvedesbutikken så højt, at hun har tilbudt mig at køre derud i hendes bil så hun kan shoppe med. Jeg glæder mig så usigeligt meget til at få skiftet luftmadrassen ud med en rigtig en.

 Ps. I kan læse mine artikler her. Der kommer flere og flere og de bliver bedre og bedre. Enjoy!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar