søndag den 19. februar 2012

New York, åh, New York

For en uge siden var jeg i New York. Om en måneds tid er jeg der igen, og jeg kommer sandsynligvis til New York to gange mere, inden jeg flyver tilbage til Europa. Jeg får i den grad set noget til byen efter ikke at have været der i næsten to år, og det er skønt.

Jeg har primært været i New York om sommeren, og selvom det godt kan være lidt for varmt og der er lidt for mange mennesker, så foretrækker jeg altså byen sådan. Det var vilde minusgrader, da vi var der i weekenden, blæsten var bidende og det var til tider så koldt, at det gjorde ondt i lungerne at trække vejret. Det betød, at vi brugte en masse tid på barer, restauranter og caféer og måtte udskyde mange af de gåture over broer, i parker og rundt i kvartererne, som vi havde planlagt. Jeg glæder mig til at besøge byen igen, når foråret sætter ind oppe nordpå!

Jeg har været i New York utallige gange og har sammenlagt brugt i nærheden af seks måneder i byen, så sightseeing, turistture og museumsbesøg var der ikke det store behov for. Jeg vil hellere bruge tiden på at vandre rundt og fare vild i de sjove kvarterer, falde over de små, hyggelige caféer og barer jeg sådan savner i DC og bare gå rundt og mærke byens puls. Men skal alligevel altid op i en skyskraber. Wow-effekten ophører aldrig, tror jeg.

Her er en lille billedstorm fra vores weekend i byen:

Jeg brugte meget tid på at holde i hånd med ham her (her på Pastis, en skøn fransk bistro i et af de sjove kvarterer).

På at kigge på den her.

På at blive overvældet over udsigten, igen og igen.

Og igen. Åh, glæder mig til gåture i Central Park, når det bliver lidt varmere.

Og igen.

Og igen.

Og igen.

Og igen (det var cirka de eneste billeder, vi fik af mig, derfor får I så mange).

Vi spiste østers på Grand Central Stations østersbar. Vi skulle have været deroppe lørdag aften, men da vi var på vej fandt vi ud af, at banken af en eller anden endnu ukendt grund havde lukket ALLE vores kort. Meget underligt. Vi havde akkurat nok kontanter til at køre hjem til Brooklyn og købe to bagels, som så blev vores aftenmåltid i stedet for østers og champagne. Vi tog revanche søndag.

Vi drak kaffe på de sjove caféer i Williamsburg, et af de sjoveste kvarterer i bydelen Brooklyn.

Vi gik over Williamsburg Bridge...

... hvilket viste sig at være en åndssvag beslutning. Det var grotesk koldt og blæsende. Men meget smukt alligevel.

Vi drak kaffe på de sjove barer i kvarteret Lower East Side. Vi drak også en masse vin, men det har jeg åbenbart glemt at tage billeder af. Vi brugte blandt andet en skøn eftermiddag på den vinbar i East Village, hvor vi flygtede fra heden utallige gange, da vi var i byen sammen i 2007. Gode minder.

Vi tog op til Columbia University, hvor jeg frygtelig gerne vil læse min kandidat i journalistik. Per havde lidt problemer med at fokusere.

Og så fik vi et glim af Bryant Park på vejen hjem, en hyggelig park på travle Manhattan. Om sommeren bliver der vist film på storskærm, der er tit udstillinger og indtil for nylig var det også her modeugen fandt sted. Og så tog vi hjem til DC. Jeg kan godt vænne mig til at bo i en by, der ligger få timer fra New York.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar