En skandinavs forårsbrok

Jeg skal aldrig bo et sted, hvor der er permanent godt vejr. Eller bare godt vejr det meste af tiden, som her i DC. Hvor der i dag er tæt på 30 grader celcius (i morgen kommer vi over!), solen skinner og brisen blæser sådan helt perfekt og alt bare sukker af sommer. For det er jo fuldstændig umuligt at lave noget fornuftigt. Hver gang, jeg prøver, så sidder jeg og sukker og vrider mig og kigger ud af vinduet og er ved at dø af selvmedlidenhed.

Nu er det heldigvis ved at være aften og det er godt, for jeg skal aflevere to store artikler til Politiken i morgen og jeg har ret travlt. Så selvom det eneste sted, jeg burde være lige nu, er på en tagterrasse med udsigt, gode venner og hvidvin, og selvom det føles som tortur at forsømme aftenen, så har jeg tænkt mig at tage mig sammen, sparke selvmedlidenheden på døren og stoppe med at brokke mig. Næsten, i al fald. Hvis man kommer helt tæt på kan man nok godt høre mig pibe. Og i morgen aften sidder jeg faktisk på den der tagterrasse med de der mennesker, den der hvidvin og udsigten, så jeg har virkelig intet at brokke mig over. Det gør bare så ondt i hjertet at forsømme den smukkeste sommeraften, jeg endnu har oplevet i DC.

Nå, men mens jeg venter på i morgen får I de her billeder fra sidst jeg sad på den der famøse tagterrasse og var glad. Det var sammen med Clara, og det var den fineste aften.