To af de ting, Per og jeg holder mest af (udover hinanden, selvfølgelig) er bourgognehvidvin og udsigten fra spidsen af Île St. Louis. Derfor kombinerer vi så ofte som muligt de to favoritter, mindst en gang om ugen, når vi er i Paris sammen, og sidste gang her i weekenden.
Vi købte vinen hos Petit Philippe, en af verdens største franskmænd, som har en vinbutik i Rue des Archives. Jeg glemmer altid hvad den hedder, men den ligger i nr. 34. Vi boede i gaden et par lykkelige måneder for et par somre siden, og selvom der er mange fantastiske steder at købe vin i Paris, er han en af dem, vi altid vender tilbage til. Han mobber os altid med, at vi skal have vinen åbnet i butikken, så vi kan slentre ned til Seinen og slubre løs, i stedet for at drikke den af fine vinglas til middagen. Jeg elsker ordentlige vinglas, men en gang imellem bliver jeg lidt træt af den formalitet, der omgærder det at drikke god vin.
På trods af at Philppe betragter os som barbarer med meget god smag og meget dårlige manerer, går han meget op i vores vinoplevelser. Så i weekenden lavede han en intermistisk vinkøler, da vi forelskede os i en hvid bourgogne, som ikke var på køl.
Et par poser fyldt med vand og is - lidt mellem hvert lag og en kæmpe klump i den inderste pose - og voila, vinen var kølig og havde den perfekte temperatur, da vi havde spadseret den korte tur fra hovedstrøget i Marais til hovedstrøget i Paris, Seinen. Philippe selv var meget stolt af sin lille opfindelse, som han kaldte en sand genistreg. Vi fik også to små plastikkrus, da Philippe og hans kone på det kraftigste modsatte sig at lade os drikke vinen af flasken.
Der var smagning på store bourgognevine, da vi kom ind i butikken, og Philippe nægtede at lade os gå før vi havde fået smagt lidt forskelligt. Det var en virkelig generøs smagning, hvor vi kvit og frit smagte os igennem en masse skønne bourgogner. Hvis jeg havde en million milliard mange penge, ville jeg ikke drikke andet nogensinde igen. Jo, lidt bobler måske, men bourgogne er en klasse for sig, især når det kommer til de hvide, synes jeg.
Vi faldt for en skøn Poully-Fuissé fra 2007 fra Maison Louis Jadot & Domaine JA Ferrett. Vinen var vildt mineralsk, havde en lidt brændt, karamelliseret smag af smør og adskilte sig helt vildt meget fra årgang 2009, som vi også smagte i butikken. Jeg får så meget lyst til at læse (drikke?) til sommelier, når jeg er til smagninger med kyndige folk og store vine. Jeg tror jeg gør det næste gang jeg bor et sted mere end tre måneder...
Vores nye ven akkompagnerede den solnedgangen over Seinen ret godt. Eller også var det omvendt.
Per var i al fald trist, da flasken var tom og solen gik i seng. Nu glæder vi os til næste gang vi er i Paris samtidig, så vi kan sætte os på vores stamplads med en flaske fra vores stambutik og nyforelske os i vinen og Paris og hinanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar