tirsdag den 1. maj 2012

Her er stille...


Eksamenslæsningens hovedkvarter. Når jeg åbner alle fire vinduer kan jeg sole mig, mens jeg læser

... men det er fordi, at jeg har travlt. Jeg skal til den afsluttende eksamen i morgen og jeg læser og læser og læser for at komme igennem hele pensum. Det er virkelig spændende, VIRKELIG, og jeg bliver helt ivrig efter at lære det hele engang til. Eller bare lære mere, måske, jeg er ret godt inde i det hele, efterhånden.

Jeg kan tydeligt huske, da jeg sad på flyet på vej til DC tilbage i januar og læste nogle af teksterne første gang. Jeg var så begejstret, det hele var nyt og spændende, og hver eneste sætning, jeg læste, gjorde mig lidt mere sikker på, at det ville blive et fantastisk lærerigt fag og forår. Da jeg genlæste teksterne her til morgen kunne jeg virkelig mærke, hvor meget jeg har lært siden da. Pensum kan sagtens tåle at blive læst igen, for det er virkelig komplekse og store emner (den politiske, militære og økonomiske verdensorden, eksempelvis), men jeg har en helt anden tilgang til teksterne nu, fordi jeg har studeret de fleste af emnerne i løbet af foråret. Jeg føler mig lidt klog, for at være ærlig. Men så bliver jeg mindet om, hvor mange tusinde gange mere jeg skal lære og læse om samme emne for egentligt at forstå og fatte det, og så føler jeg igen, at min uvidenhed er afgrundsdyb. Jeg glæder mig til at studere International Relations til efteråret.

Jeg var lige henne at træne, og gik hjem gennem endnu en fantastisk smuk sommeraften. Det er over 30 grader for tiden, alt er grønt og alle er glade. Det er jeg også, indtil jeg kommer til at tænke på, at jeg krydser Atlanterhavet lige om lidt. Det gør mig trist. Jeg vil tilbage til DC. Jeg vil ikke væk, til at starte med.

Nå, men nu skal jeg koncentrere mig om min eksamen, de tre farvelfester, jeg skal til i morgen aften, prøve ikke at blive alt for sentimental (og at holde tuderiet tilbage) og nyde, nyde, nyde mine allersidste dage i DC. Der er ikke engang to nu. Det er ikke nok.

Solnedgang over DC

Ingen kommentarer:

Send en kommentar