Afvikling

Tomt værelse, propfyldt kuffert

Det er underligt. Virkelig underligt. Jeg sidder og kigger på et meget nøgent rum og en meget proppet kuffert. Jeg har lige pakket hele mit DC-liv ned i den, og med en lille portion vold kan den akkurat lukkes. Værelset, der har været mit elskede hjem de sidste mange måneder, ser helt forladt ud. Jeg mangler stadig at gøre rent og få de sidste møbler til at forsvinde (på magisk vis, helst, aner ikke hvordan jeg skal få min seng og sofa til at fordufte inden jeg tager mod lufthavnen om 18 timer), men ellers er jeg klar til at tage hjem. Logistisk set, i al fald.

Eksamen gik virkelig godt, tror jeg, nu håber jeg bare, at min lærer er enig. Som gættet handlede det om, at det 21. århundrede er blevet døbt 'the Pacific Century' af dem der ved hvad de snakker om, når de snakker om international politik, så jeg skulle diskutere fordelene, ulemperne, mulighederne og udfordringerne for USA i forhold til den lille ændring i verdensordenen. Jeg følte mig godt forberedt og havde meget på hjerte. Skrev og skrev og skrev og fik næsten håndkrampe, men det blev godt og skarpt og jeg er tilfreds med resultatet. Jeg havde ikke kunne klare den eksamen for fem måneder siden, det er helt sikkert. Jeg har lært meget det her forår.

Jeg blev ramt af den vanlige, berusende følelse af frihed efter eksamen, den følelse man får efter hvert semester, når sidste eksamen er overstået og man har ferie og frihed og sommer foran sig. Det er en god følelse. Men det har også været en lidt underlig dag. Jeg har afviklet mit liv herovre, dekonstrueret det. Jeg har afsluttet mit semester på American University og sagt farvel til min fantastiske lærer, været forbi avisen for at rydde mit skrivebord (og få fine ord og farvelkram med på vejen fra de søde redaktører) og nu har jeg adskilt møbler og ryddet op og smidt ud og pakket. Nu er der slet ikke noget tilbage. Lige om lidt rejser alle mine venner også fra byen, og så er der virkelig ikke noget tilbage. Men jeg tror, jeg kommer tilbage og bygger det hele op igen.

Nu skal jeg hen at træne, før jeg skal sige farvel til mine yndlingspraktikanter og min yndlingsredaktør på min yndlingsrestaurant på min yndlingstagterrasse i mit yndlingskvarter i min yndlingsby. Jeg glæder mig til hvidvin og sushi og godt selskab og nok også en lille smule tårer og sentimentalitet. Bagefter skal jeg feste farvel til DC med gode venner fra American University. Og så skal jeg til København, som jeg har svært ved at kalde hjem, efter at jeg har forelsket mig i DC. Det har været et godt forår.