tirsdag den 4. september 2012

September, du er så pæn (og blå!)!

Pænt! Universitetsagtigt! Gammelt!

Det var du i al fald i går, i dag er det mere gråt end blåt. I går faldt semesterstart og septemberdag med blå, blå himmel sammen på den der magiske måde, hvor jeg bliver helt høj af hverdagen. Eller udsigten til den, det her er min anden hverdag siden slutningen af april, så jeg ved egentligt ikke, om jeg har lov til at udtale mig om hverdag endnu.

Men min hverdag dette semester tegner altså til at blive ret skøn. Jeg havde første undervisningsdag på Københavns Universitet i går, og udover at faget bliver rigtig, rigtig spændende, så frydes jeg sådan over at studere på Kommunehospitalet, hvor alle de samfundsvidenskabelige studier holder til.

Det summer af liv, bygningerne er gamle og i mursten med vedbend på, som jeg har set at de skal være i film om amerikanske østkystsuniversiteter, og så er der bare en stemning af universitet, som jeg aldrig oplevede på SDU. Nok fordi bygningerne der var i beton (men der var faktisk vedbend på). 

Semesterstartskø til boghandelen

Derudover er der verdens længste kø til boghandlen. Sådan her så den ud i går, da jeg havde stået i kø i tyve minutter. 


Efter cirka 40 minutter i kø fik jeg købt bøger til ét fag til en værdi af 1000 kr. Jeg mangler stadig en bog til det fag, og derudover skal jeg købe bøger til fem andre fag. Jeg bliver fattig (og klog, håber jeg!) af det her studieliv.

I dag har jeg første undervisningsdag på universitetet i Malmø, så om lidt tager jeg toget over det der Øresund. Og så skal jeg have styr på alle mine nye elektroniske identiteter (AL vigtig information ligger låst inde på sådan nogle elektroniske platforme, så jeg er ret handicappet uden) og finpudse mit ideoplæg til mit bachelorprojekt. Og læse. Det skal jeg hver dag fra nu af. Nå, hinsidan over sundet med mig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar