fredag den 7. september 2012

Meet the schedule (and weep)

Muligvis den bedste del af pensum - jeg skal se Meet the Press hver uge

Så er bøgerne er købt, pensumplanerne læst, jeg har haft første undervisning i alle fag og jeg kan finde rundt på campus - semestret er i gang. Jeg veksler mellem studieiver og begejstring over fagene til (realistisk) sortsyn og bekymring over, hvordan jeg skal nå det hele.

Fordi jeg læser så mange fag skal jeg læse voldsomt meget hver uge - et eller andet sted mellem 4-600 sider - så jeg er lidt nervøs. Jeg kan heldigvis se, at jeg ikke behøver bruge meget tid på pensum i Malmø-fagene. Jeg snakkede med underviseren i går, og efter at have hørt om min akademiske baggrund og min journalistiske erfaring sagde han, at han ikke troede jeg ikke vil få så meget ud af forelæsningerne om Realism og Liberalism, fordi jeg allerede har været igennem stoffet. Så i de fag skal jeg bare repetere, møde op til de tre månedlige seminarer og komme til så mange af forelæsningerne, som jeg kan, men jeg kommer ikke til at bruge meget krudt på Malmø før det begynder at handle om økonomi til december.

Fagene på KU, The Rise of the Rest og Det amerikanske præsidentembede, ser til gengæld ud til at blive meget, meget krævende. Fagene er på kandidatniveau, og jeg kan virkelig mærke, at de studerende er ældre, har læst mere og generelt bare er virkelig godt inde i stoffet og har styr på perspektiverne og baggrunden i fagene. Det er virkeligt motiverende, og fagene er heldigvis lige så spændende, som de er krævende. I faget om præsidentembedet er det desuden en del af pensum at følge med i amerikansk politik, blandt andet ved at se Meet the Press, et legendarisk interviewprogram med Tom Brokaw som vært, hvilket jeg er ret begejstret over.

Alt i alt kommer jeg til at have undervisning på Københavns Universitet to dage om ugen, og så skal jeg til Malmø to-tre gange om ugen. Derudover skal jeg jo skrive bachelorprojekt, men det får I et selvstændigt indlæg om senere. Nu skal jeg nemlig i gang med at læse. Den sætning kommer jeg til at sige mange, mange gange de kommende måneder...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar