fredag den 14. september 2012

Papir, papir, papir

Hej Asien!

Åh, hvor er jeg træt af papir. Jeg er ved at forberede min ansøgning til University of Hong Kong, hvor jeg håber på at tilbringe forårssemestret, og derfor skal jeg igennem de sædvanlige papirbunker, der er forbundet med ethvert udlandsophold. Og universitets-hjemmesider. Og fagkataloger. Og sekretærer. 

Det meste af det synes jeg er sjovt - i al fald det med at finde fag, jeg får kriller i maven, når de handler om Kina - men resten kunne jeg altså godt leve lykkeligt uden. Lige nu venter jeg på at modtage mit eksamensbevis fra SDU, mit resultat fra TOEFL-testen (som er megagodt, wuhuu!) og at få en underskrift fra Malmö Universitet på min ansøgning. Og så skal jeg sende min ansøgning (og det sædvanlige, smådyre administrationsgebyr) med post heeeeele vejen til Hong Kong. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor det ikke kan klares på nettet her i dette 21. århundrede.

Jeg håber virkelig, at jeg kommer ind. I så fald skal jeg læse fire-fem fag om international politik, økonomi og journalistik i Asien på et af verdens fineste universiteter, samtidig med, at jeg praktikker for et eller andet medie. Og samtidig med, at jeg bor i en af verdens heftigeste metropoler med resten af Asien for mine fødder (goddag goddag, paradisstrand på Boracay, kinesiske mur og såde, små pandaer!). 

Hvis ikke jeg kommer ind i Hong Kong (men det gør jeg!), så søger jeg ind på National University of Singapore, som også er et virkelig godt universitet indenfor international politik. Og hvis ikke jeg kommer ind der flytter jeg nok til Paris for at gå ture og drukne mine sorger i Bourgogne.

Ej, jeg tror på, at jeg kan komme ind. Hvis bare jeg overlever papirbunkerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar