Dag 9, mandag, var præget af ture – busture, togture,
løbeture, sejlture, gåture i regnvejr og gåture i solskin.
Det er i øvrigt kun på bloggen, at vi har styr på hvilken
dag eller dato det er, vi sidder og kigger spørgende på hinanden og prøver at
regne os frem til, hvor vi er kommet til hver gang, vi skal skrive det.
Nå, men til sagen. Eller turene, rettere.
Vi skulle op omkring kl.8, hvilket er usandsynligt tidigt
for os hernede. Med lidt søvn i øjnene og meget i sindene stod vi op, droppede
morgenmaden fordi vi ikke havde tid, kastede vores lidt snavsede tøj i taskerne
og var up and away igen. Vi besluttede os for at gå de cirka 2,5 kilometer til
togstationen, for vi kunne ikke overskue busserne og havde ikke råd til taxaen.
Det første vi så var den her:
Et teater, vist nok. Vildt smuk i morgensolen. Ligesom Clara.
Vi gik gennem gaderne i småregnen, der dryppede ned på os fra meget mørke skyer. Byen var næsten cubansk i sin storslåede skønhed og endnu større forfald. Der er beskidt, bygningerne er forfaldne og det hele hænger lidt i laser. Sidegaderne lignede hver deres lille eventyr, og selvom vi var lidt trætte af at spadsere fik vi lidt lyst til at vandre ud i verden på hver eneste af dem.
Efter en times gåtur i silende regnvejr - blandt andet med en meget trofast hund som følgesvend - kom vi endelig til stationen. Glade og lettede gik vi mod billetsalget – og så gik det op for Michelle, at det var den forkerte station, vi lige havde brugt en time på at komme hen til. Hvilket hun godt vidste. Men havde glemt.
Først prøvede vi at finde en taxa til den anden station – der selvfølgelig ligger i den anden ende af byen – men alle chaufførerne ville have uhyrlige og uretfærdige summer. Så vi fandt en bus i stedet. Bussen kom, vi steg ombord, skulle til at betale for billetten – og får så at vide af den meget søde buschauffør, at man skal købe biletten på perronnen. Vi styrter ud af bussen, vælter næsten en meget gammel mand på vejen, venter utålmodigt i køen, får billetten, og løber tilbage til bussen, der meget sødt ventede på os. De søde passagerer sendte vores billetter hele vej ned gennem bussen og fik dem stemplet (vi steg på i den forkerte ende af bussen), og så kører vi endelig. Chaufføren, en gammel mand, er helt vildt sød og inviterer os på ferie med hans familie næste sommer.
Endelig kommer vi til den rigtige togstation, vi finder nogle gode siddepladser og sætter os ned, allerede lidt trætte og udasede efter en hård men sjov start på dagen. Michelle faldt i søvn i toget:
Turen er en af de smukkeste, vi har været på indtil videre – landskabet bød på smukke kyststrækninger, vilde strande, golde, store bjerge, vinmarker, flere vinmarker og lidt flere vinmarker. Det var vildt smukt.
Det hele var lidt western-agtigt, himlen var tæt på og skyerne hang lavt og der lugtede af hø og halm og en hel sommers solskin.
Vilde skyer
Clara har det sjovt
Clara fanger ting, der blæser ind ad vinduet
Michelle blev tørstig af at se på alle de smukke vinmarker
Vi hang ud af togvinduet og blev blæst igennem og var på eventyr
Clara kunne godt lide udsigten
Da vi kom til Trapani var toget forsinket, og alle taxachaufførerne sov, så vi var nødt til at løbe – som i rigtig hurtigt – genem hele byen og langs kajen for at nå færgen. Da vi kom til Favignana var vi trætte og glade og lettede og sultne og TØRSTIGE. så vi drak tre flasker vand med brus og citron i.
Om eftermiddagen tog vi ud at bade på en smuk lille strand. Vi gik derhen i eftermiddagsheden og gåturen var fantastisk, men vi havde ikke kameraet med.
Mere om Favignana i morgen – vi kommer blandt andet til at skrive om en af verdens smukkeste strande.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar