Dag 8 - (tog til) Palermo

Søndag morgen stod vi i et dilemma – et af livets svære valg. Skulle vi blive i smukke Taormina og svømme og solbade på smukke stenstrande og i fine bugter, eller skulle vi tage til eventyrøerne Levanzo og Favignana på den anden side af Sicilien?

Eventyrlysten (og frygten for brandmænd) vandt, og efter at have sovet længe, mhmm, længe, og spist fin morgenmad inklusiv friskpresset appelsinjuice (appelsinerne smager bare bedre på Sicilien...)  på hotellets fine morgenmadsrestaurant, en terrasse/have med citrontræer, palmer og grøn græsplæne, bevægede vi os ud i verden. Vi skulle finde busstationen og tage en bus til togstationen i Taormina, som der er flere kilometer til fra Taormina – byen er bygget på bjerge, som toget er nødt til at køre udenom eller igennem, så stationen ligger i den nærmeste by på hav-niveau. Per og jeg gik en gang turen fra stationen til byen – opad, vel at mærke – fordi vi ankom med et nattog kl.midt-om-natten og alle taxachaufførerne sov. Det gør de tit i Italien, mere om det senere.

Vi fandt bussen, betalte dyre domme for billetten, og så begyndte eventyret. Chaufføren var en gal italiener, der råbte og skreg af sin mor på mobiltelefonen, og bussen var 7 minutter forsinket før den kørte fra busstoppet 12.22. Vores tog gik 12.38, og vi havde fået at vide at busturen tog cirka et kvarter. Det næste tog kørte dagen efter.

Men chaufføren hørte vores bønner og – stadig med sin mor på telefonen – fløj han ned af bjerget i slalomsving, der ville gøre professionelle skiløbere misundelige. Uden at tænke på, om der mon kunne være en bil bag næste sving ned af bjerget – tænk Gudhjem gange 100 – fræsede han afsted og kastede bussen rundt i svingene.

Clara blev lidt ængstelig i første sving:

I det næste, hvor chaufføren var tæt på at køre os ud over skrænten til en flyvetur på mange hundrede meter, blev hun ret nervøs:

Og til sidst var hun decideret angst for, om vi nogensinde ville komme ned fra Taormina. I live, i al fald.

Men udsigten var flot, og vi nåede ned og nåede toget. Og så kørte vi til Messina, hvor vi havde halvanden time før toget til Palermo.

I Messina, en spøgelsesby på en stille søndag, gik vi rundt i en halv time – med vores bagage – for at finde noget frokost. ALT var lukket, og der var ingen mennesker, så til sidst gav vi op og gik, ret skeptiske, hen til den lidt snuskede café ved siden af banegården. Den var ikke ret snusket, viste det sig.

Vi fik noget af det bedste pasta, vi har fået endnu i Italien, og så kostede de mange lækre retter og frugten mindre end en enkelt salat gør på de fleste andre restauranter.

Efter middagen dyrkede Clara sin kreativitet og skabte et kunstværk: Den Massekrerede Gondol/Melon:

Glade og overraskede og mætte fandt vi toget til Palermo. Det var begyndt at regne, så det var hyggeligt at kørei tog og læse bøger og kigge på udsigten og høre musik. På den ene side havde vi det turkise hav, der fik en vild farve i regnen, og på den anden kæmpe bjerge, hvis tinder var skjult bag sorte tordenskyer. Det var en flot tur, men vi glemte at tage billeder.

 Da  vi kom til Palermo besluttede vi os for at blive en nat i stedet for at køre direkte til Trapani, hvorfra vi skulle sejle til Favignana. Vi boede i et hotel på 6. etage af en kæmpe ejendom hos en sød, gammel mand, der hed Giuseppe (det hedder alle hotelejerne hernede!) og fik et stort værelse med kæmpe balkon og smuk udsigt. Vi fandt et lille osteria (brasserie på italiensk), spiste vores første små, italienske kager på et mere end hundrede år gammelt patisserie og gik i H&M og Zara, der havde åbent til midnat. Vi købte ikke noget (er jeg ikke dygtig, Per!) men gik hjem og sov. Efter at Clara havde skypet med Iris...

Og Michelle med Per

Vores trætte hoveder ramte puderne uvidende om, at vi ville vågne op og tage på en af de smukkeste togture nogensinde. Efter at være gået til den forkerte station. Endnu en cliffhanger, mere om det i morgen. Her får I først udsigten fra vores hotel i Palermo: